Talent fremfor karakterer

Tørsalen
Medicinstudiet går nu nye veje med ansøgning til studiet udelukkende gennem kvote 2. Desuden skal man også deltage i en såkaldt talentdag.

KARAKTERRÆS: Nye optagelsesmåder på blandt andet medicinstudierne betyder, at topkarakterer pludselig spiller en mindre rolle. Nu gælder det også om at have talent.

Af ANDERS TYSTRUP
Foto: ANDERS TYSTRUP

CAMPUS: Karakterer er ikke alt. Talent betyder også meget. Det har man nu set i øjnene på SDU, Odense Universitet, hvor man fra næste år indfører nye optagelsesformer på medicin-, biomekanik- (kiropraktor) og idrætsstudierne.

Med andre ord bliver det altså fra år 2001 kun muligt at søge ind på disse studier gennem kvote 2.

Talentet træder til

En nyskabelse er den såkaldte talentdag, hvor kvote 2 ansøgerne altså skal forsøge at vise deres talent for studiet. Samtaler har eksisteret i længere tid på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, men nu vil man tage skridtet videre.

Talentdagen indeholder nemlig udover en samtale med underviserne både løsning af små skriftlige opgaver og praktiske øvelser kombineret med rundvisninger.

Uddannelser uden karakterkrav

På andre studier er karakteren heller ikke det alt afgørende. Studierne i fransk, græsk-romersk, russisk, spansk og tysk har fri adgang, mens andre studier tilbyder nye studerende samtaler med ansatte fra den ønskede uddannelse.

Journalistuddannelsen i Århus og nu også den nye i Odense har altid set meget let (i Århus helt bort) fra karaktererne. Her kommer man til optagelsesprøve, hvor man bedømmes ligeligt med andre ansøgere.

En tendens som bliver mere og mere fremherskende i nutidens uddannelsessystem.


LÆS OGSÅ:


14/02/00 © Ugejournalen