Godernes kollegie

Hans Tausen Kollegiet
Birger Breum sidder med sønnen Simon i armene i den store kollegielejlighed.

KOLLEGIESERIE #15: Det kan være dyrt at bo på kollegie i centrum, men fordelene opvejer ulemperne. Det mener i hvert fald Birger og Sandie Breum, der bor på Hans Tausen Kollegiet.

Af TOMMY ANDRESEN
Foto: TOMMY ANDRESEN

CENTRUM: Hans Tausen kollegiet ligger tre minutters gang fra gågaden, indeholder store lejligheder og fælles arealer. Fællesskabet kan lide under boligformen, hvor alle beboere har hver deres lejlighed med køkken og bad. Alligevel er det et meget socialt kollegie.

– Vi prøver at tiltrække mennesker, der har lyst til at være sociale, fortæller Sandie Breum, 26 år og biomedicinstuderende. Vi prøver at præge de mennesker der bor her, så de engagerer sig i vores fælles gøremål. Birger, gift med Sandie, tilføjer: vi holder måske ikke så mange fester, men til gengæld klinger vi godt når vi samles.

Fællesskabet indebærer blandt andet flere årligt tilbagevendende fester i fælleslokalerne, ligesom beboerne er gode til at tage sig af hinandens børn. Fordi dem er der mange af på Hans Tausen kollegiet.

Barnevogne og barneskrål

I kollegiets 26 lejligheder bor der i alt omkring 10 børn. Og det er da også det, der præger indgangen til sidebygningen, der er fyldt op med barnevogne.

– De studerende der bor her er tit lidt ældre og mange har børn. Men det er rart, fordi der altid er nogen der kan hjælpe som babysitter når det kniber, forklarer Birger.

Netop børnene gør, at noget af gårdarealet, der om sommeren bliver brugt til blandt andet grillfester, er fyldt med legetøj og en sandkasse. Men der er også legetøj for de lidt ældre. Et af fælleslokalerne indeholder et poolbord, ligesom der er fri adgang til internettet fra en fælles computer.

De gode fælles goder

Gennem de få, men gode, fester, opnår kollegianerrådet et overskud, der bliver brugt til fællesgoder. Formanden, Birger Breum, fortæller, at der ikke skal meget til, før der bliver investeret i nye ting.

– Når bare to eller flere kollegianere har brug for noget, så investerer vi i det. Det gør blandt andet, at vi holder mange aviser og blade. Og så kan vi med vores overskud hvert år købe en ny video eller cd-afspiller.

Lejlighederne på Hans Tausen kollegiet er store, og dertil kommer muligheden for at leje gæsteværelser til overnattende gæster. Det koster kun 30 kroner pr. døgn, så det er noget billigere at installere farmor her end på det nærliggende vandrehjem.


FAKTA OM KOLLEGIET
Byggeår: Taget i brug i 1984
Antal beboere: 38
Lejlighedsstørrelse 25,8 m2 - 35,9 m2 (1-vær.), 27,6 m2 - 36,8 m2 (1½-vær.), 50,4 m2 (2-vær.), 49,6 m2 - 53,6 m2 (2½-vær.) og 78,6 m2 - 83,2 m2 (3-vær.)
Husleje fra 1756 kroner til 4602 kroner
Indretning Eget køkken og bad/toilet
Internet Ja
Faciliteter Møntvaskeri, TV-stue, fællesrum med køkken
Web-adresse hanstausen.kollegienet.dk
Minutter til Uni./Tekn./City 20 min./10 min./2 min.


14/02/00 © Ugejournalen