Universitetet ramt af hackerangreb

Jørgen Olsen
Centerchef ved Datacentret på Odense Universitet, Jørgen Olsen, mener, at netværkssikkerheden på universitetet er dårlig.

IT-KRIG: Netværket på universitetet i Odense blev i sidste uge ramt af voldsomme hackerangreb. Centerchefen ved Datacentret på Odense Universitet er ikke overrasket. Han mener nemlig ikke, at netværket er sikkert nok.

Af ANDERS TYSTRUP
Foto: ANDERS TYSTRUP

CAMPUS: Hårtotter der flyver rundt i luften og høje irritationsudbrud. Sådan kunne mange ansatte og studerende på SDU, Odense Universitet, have reageret i den forgangne uge, da universitetets netværk var noget nær dødt.

Og der var ingen der vidste, at et ægte hackerangreb var årsagen til det "døde" netværk. Men for centerchef ved Datacentret på Odense Universitet (DOU), Jørgen Olsen, kommer sidste uges hackerangreb ikke som den store overraskelse.

– Universitetets netværk er ikke sikkert nok. Det er udelukkende et held, at vi er sluppet for angreb tidligere, fortæller Jørgen Olsen.

Sporing af hackere uden resultat

Hackerangrebet i sidste uge blev opdaget med det samme. Men for at spore gerningsmanden var man nødt til at lade angrebene fortsætte. Onsdag lukkede man så for angrebene, da man fandt ud af, at man ikke med sikkerhed kunne se, hvor de kom fra.

– Det ser ud som om, at angrebene kommer fra Californien. Men jeg kan ikke afvise, at hackerne sidder andre steder i verden, siger Jørgen Olsen.

Han forklarer, at hackerne bruger emails til at chikanere computere over hele verdenen. Verdens største internetbutik, Amazon, samt nyhedsstationen, CNN, er også blevet ramt inden for de sidste uger.

Smarte hackere

Hackerne bryder ganske enkelt ind på nogle computere med ekstrem lav sikkerhed. Gennem disse computere angriber de så nogle helt andre computere. Og fra disse andre computere angriber de så nogle helt tredje computere.

I de fleste tilfælde er de sikkerhedssvage computere i første led ikke engang klar over, at de er blevet angrebet. Og dermed er det umuligt at spore, hvor hackerne i realiteten foretager deres angreb fra.

Det var også tilfældet i sidste uge, da Jørgen Olsen og resten af hans stab måtte opgive at finde det præcise sted, hvor hackerne angreb fra.

– Vi har overstået angrebene for øjeblikket, men jeg kan jo ikke sige noget om, hvad de kommende dage bringer, siger Jørgen Olsen.

DOU har forhøjet beredsskabet og står klar med særlige måleudstyr for at spore synderen, hvis endnu et tilfælde skulle dukke frem. For selvom sikkerheden er dårlig, betyder det jo ikke, at man må bryde ind på universitetets netværk.

Ingen grund til bekymring

Jørgen Olsen mener dog ikke, at der er grund til bekymring over den dårlig sikkerhed på universitetet.

– De vigtigste dele af netværket er blevet skærmet specielt af, sådan at det nærmest er umuligt for hackere at bryde ind. Så der er bestemt ingen grund til bekymring over, at uvedkommende for eksempel skal kigge eller ændre i personlige oplysninger som karakterer, beroliger centerchefen.


HVIS DU VIL VIDERE...
DOU www.dou.dk
CERT - Computer Emergency Response Team www.cert.dk
Neupart & Munkedal www.n-m.dk


14/02/00 © Ugejournalen