Ny knald-eksamen

EURO2000: Martin Jørgensen og landsholdskollegaerne har kniven på struben fredag aften. Taber Bosse’s drenge til de hollandske værter, er det yt af EM-slutrunden den 21. juni - selv om holdet vinder over Tjekkiet.

Af JAN BJARKE NIELSEN
Ugejournalens udsendte reporter under EM2000 i Holland/Belgien.

LANDGRAAF: Danmarks EM-drenge har rettet de tamme dynamit-missiler mod Holland i Rotterdam fredag aften. Landsholdet har stået i situationen før, hvor kun en sejr tæller - taber Bo Johanssons skadede trup mod de orange, så bliver den sidste puljekamp mod Tjekkiet fuldstændig ligegyldig.

Men selv om oddsene og presset er steget på Bosse’s drenge efter 0-3 ydmygelsen fra le bleu, så tror holdets alderpræsident Jan Heintze på en dansk overraskelse mod hollænderne.

– Vi skal være aggressive, ligesom vi var mod franskmændene. Selvfølgelig skal vi have det sidste held, som hollænderne havde mod Tjekkiet, og kan vi få det, så har vi gode muligheder, spår Jan Heintze.

Og netop Heintze kender fredagens modstander helt ud i støvlerne. Hans mange år i hollandsk fodbold giver ham en viden, der kan blive guld værd.

– De har en Patrick Kluivert helt fremme, der scorer nemt, og en Bergkamp, der også er i fin form. Marc Overmars ligger og er hurtig ude på den ene eller den anden fløj - plus Edgar Davids på midtbanen, der kæmper som en hest. Så de er godt besat på alle pladser, forklarer Heintze om de hollandske værter.

Stadig skader

Onsdagens træning i Landgraaf viste, at der stadig er problemer med at få Jes Høgh, Thomas Helveg og Martin Jørgensen klar til fredag. Værst ser det ud for bænkevarmeren i Chelsea, der heller ikke fik bentøjet i orden til Frankrig-kampen.

– Jeg ville selvfølgelig gerne have stået her og være 100 procent klar. Vi må se hvordan det går i morgen med træningen. Men som det ser ud nu, kan jeg ikke love noget. Jeg kæmper det, jeg kan - mere kan jeg ikke gøre, forklarer Jes Høgh.

Bedre ser det ud for Thomas Helveg, der deltog fuldt ud i Bo Johanssons dagsorden. Problemerne i baglåret ser ud til at være overstået, så han kan komme ind og forstærke venstresiden i forsvaret, hvor de franske værter i søndag kørte rundt med Søren Colding.

Også Martin Jørgensen har det bedre. Han måtte dog to gange i dag (onsdag, red.) havde assistance fra landsholdets sundhedssektor og udgik også 10 minutter før afslutningen på dagens program.

Vi skal have seks point

Alle ved dog godt, at nederlaget til Frankrig kræver optimalt udbytte mod både Holland og Tjekkiet. – Vi står i en situation, hvor fire point ikke kan være nok. Hvis Frankrig vinder de to sidste, så skal vi bare slå Holland og spille uafgjort i den sidste. Kan franskmændene ikke klare det, så må vi jo selv klare arbejdet, siger Martin Jørgensen med hans karakteristiske lumske smil om det indviklede regnstykke.

Kampen mod Holland bliver fløjtet op kl. 20.45 fredag aften på Feyenoords hjemmebane i Rotterdam. Så vi kan håbe, at Jon Dahl Tomasson igen kan føle sig hjemme og putte de vigtige bolde i kassen.

FORVENTEDE HOLDOPSTILLINGER
HOLLAND:

  1. Edwin van der Sar
  2. Michael Reiziger
  3. Jaap Stam
  4. Frank de Boer
  5. Giovanni van Bronckhorst
  6. Boudewijn Zenden
  7. Clarence Seedorf
  8. Phillip Cocu
  9. Edgar Davids
  10. Patrick Kluivert
  11. Dennis Bergkamp

DANMARK:

  1. Peter Schmeichel
  2. Michael Schjønberg
  3. René Henriksen
  4. Jan Heintze
  5. Søren Colding
  6. Allan Nielsen
  7. Stig Tøfting
  8. Thomas Helveg
  9. Jesper Grønkjær
  10. Jon Dahl Tomasson
  11. Ebbe Sand




Hvad synes du om denne artikel?
Emne:    
Meget interessant Interessant Ikke interessant

Læseværdighed:    
Velskrevet Middelmådig Dårligt skrevet

Længde:    
For lang Tilpas længde For kort
     
Evt. kommentar:


13/06/00 © Ugejournalen