|
|
|
Penge, prestige og pornopiger
FILM: Jetsettet i senfirserners New York havde ikke så frygteligt meget at bekymre sig over. Men Patrick Bateman havde det alligevel svært. Især med sig selv.
Af TOMMY ANDRESEN
CENTRUM: Da bret Easton Ellis' "American Psycho" udkom for godt ti år siden, vakte den stor furore. Ikke mindst fordi bogens sadistisk udpenslede sexscener ikke overlod meget til fantasien. Men det kommer instruktør Mary Harron fornemt udenom. Hun antyder kun volden, og lader biografgængeren tilbage med uvisheden: Har Bateman (Christian Bale) nu gjort det eller ej? Som da Bateman har inviteret sekretæren Jean (Chloe Sevigny) hjem, og lige så stille forbereder hendes grusomme endeligt. Han står bag hende, med den frygtindgydende sømpistol hævet. To centimenter fra hendes nakken. Fingeren krummes. Den dirrer. Og så. Så. Så sker der ikke noget alligevel. Nuancer af hvid Bateman har ingen følelser, siger han selv. Men det gælder kun andre mennesker. Når det komme til ham selv, uha, så trækker vi hele registret frem. Det kommer flottest til udtryk i to scener. Tidligt i filmen fremviser Bateman stolt sit nye visitkort. Men da det overtrumfes af alle andres, kan man ligefrem se, hvor meget det går ham på. Og senere, i filmens narcicistiske højdepunkt, hvor Bateman elsker med to piger. Eller rettere med ham selv. Fordi han stort set ikke ænser kvinderne, men udelukkende betrager sig selv, og sin muskelsvulmende krop, i spejlet. Ellis har i tidligere interviews fortalt, at Bateman er et billede af Ellis' egen far. homofobisk, selvoptaget og ikke i kontakt med omverdenens følelser. Bateman har så den dimension oveni, at han ikke skelner mellem virkeligheden og hans egen fantasi. Måske? Det er filmens største force, at den overlader lige så meget til fantasien som bogen gør. Og måske endda mere. Overfladighedens skønhedsfejl Bogforlægget havde nogle af sine højdepunkter i den nøjagtige beskrivelse af, hvilket tøj og hvilke kosmetologiske midler Bateman anvendte. Filmen indeholder kun meget få af disse sekvenser, men det ville måske have været for meget med to timers opremsning af mærkevarer. Instruktøren formår dog meget flot at få indføjet beskrivelserne af musikken i filmen. hver gang Bateman har indforskrevet et par ludere til sine syge lege, bliver Huey Lewis & The News og Ehitney Houstons musik gennemgået. En lille detalje, der virker meget fint. Filmen kan ikke få topkarakter. Dertil er der for mange skønhedsfejl. Især når der i en enkelt scene optræder musik, der først udkommer to år efter filmen foregår, er det for meget. Ovenstående anmelder synes ikke, at filmen kommer dybt nok ned i personerne. Godt nok er det en film om overfladiskhed, men en lille smule mindre ville også kunne gøre det. Og så er der ikke tid til mere. Jeg skal forresten aflevere nogle videofilm...
Hvad synes du om denne artikel?
|
| 13/06/00 © Ugejournalen |
|
