|
Af med kludene
MANDESTRIP: Man kan gøre kvinder liderlige på mange måder, men med strippertruppen Dreamboys risikerer man højst at miste pusten. De fem engelske strippere smed tøjet i en vældig fart torsdag aften på Arkaden.
Af DORTE LIND
CENTRUM: Ladies, let me hear you screeeeaaam. Scenen er badet i røg og lyset fra roterende blå og røde lamper. Gennem den paralyserende diskomusik fra fire gigantiske højtalere lyder opfordringen til kvinderne igen og igen. God røv - ingen hår Det er torsdag aften og Arkadens kurvestole er fyldt med nyvaskede, velduftende unge kvinder. De er kommet for at se strippertruppen Dreamboys, den engelske pendant til Chippendales. Veninderne Anja, 21 og Eva, 23 har fået gode pladser lige nedenfor scenen. Mens de sipper til hver deres pina colada, løfter de sløret for, hvad de vil kigge efter under aftenens striptease. Han skal ha’ en god røv - en, der er lille og fast, mener Eva. Og ikke for stor en overkrop. Han skal ikke have løftet for mange jern, supplerer veninden Anja. De er begge enige om, at der ikke må være hår på brystet. Det er ulækkert, siger Eva, der er til det drengede look. Gennem røgen springer pludselig fem adrenalinpumpede fyre i sort læder med skinnende metalplader på brystpartiet. Som liderlige Ninjaturtles springer de rundt på scenen, samtidig med de roterer voldsomt med underlivet. Musklerne spiller under den solariebrune hud og det varer ikke alt for længe inden spændingen og velcolukningen i buksebenene udløses. Raatccch. Til syne kommer fem par knaldrøde g-strenge med lynlås. Af med kludene Men der bliver ikke lynet ned for goderne, før næste stripper er på scenen - en fyr ved navn Troy. Troy har fået til opgave at imitere alle kvinders drøm, hvilket i dette tilfælde er en kulminearbejder fra Newcastle. Til Jon Bon Jovi’s hæse stemme flår han arbejdsbukserne af. Optrinet slutter med, at han smører sig ind i skum fra en gul plasticspand. Nøjagtigt hvilke associationer det giver, er svært at sige, men inden man når at tænke yderligere over det, bliver seancen afbrudt af en fyr med afblegede hårspidser. Do you wanna see it, brøler han i mikrofonen. Off, off, off, skriger han, mens han appellerer til kvinderne om at stemme i. Off, off, off, lyder det voksende gruppepres fra publikum, der forlanger, at Troy skal smide den gule plasticspand, som han strategisk holder foran sit køn. I et splitsekund fjernes spanden, inden Troy afløses af endnu et par veludrustede strippere. Falsk sperm Stripperne blander sig i mængden af blussende hunkøn. Ikke mange ved, hvordan de skal tackle den anmasende og aggressive nærkontakt. Heller ikke Eva, da en "drømmedreng" villigt gnider sine balder op ad hendes arm. Panisk fnisende kigger hun væk. Han kørte sine balder helt vildt op ad min arm, råber hun opstemt til veninden Anja. Arrdd, den blev helt klistret, opdager hun og rejser sig for at gå på toilettet. Fokus flyttes en anelse i næste nummer, som involverer en søofficer i hvid uniform. You can Leave your Hat on, hvæser Joe Cocker, og hatten er da også det eneste søofficeren ikke tager af. Han har medbragt en lyserød dunk solcreme og lader den spermlignende væske glide ned ad den riflede mave og ned over det imponerende organ. På dette tidspunkt er publikum delt i to lejre. Den ene hujer og hviner - den anden måber. Drømmen om en politimand Publikum er nået over den første generthed, og råber nu opstemte med på opfordringerne fra den afblegede fyr, der insisterende brøler i mikrofonen. Ladies say yeah. Yeeaaah, replicerer kvindekoret. Nogle rejser sig op og klapper taktfast, mens velcroen befrier endnu et par brune mandeben. Den amerikanske serie Hill Street Blues får tilføjet en ekstra dimension, da en politimand indtager scenen. Bad to the Bone messer ud af de enorme højtalere, mens den mørkhårede yndling svinger sin enorme politistav. Han lader langsomt hånden glide gennem det gelevåde hår og opfører herefter noget, der minder mere om akrobatik end dans. Mens hofterne pumper frem og tilbage med voldsom kraft, bliver stemningen mere og mere løssluppen. Antiklimaks Uden nogen varsel er showet slut. Stemningen oser af antiklimaks under Arkadens glastag. Det var et meget godt show, men jeg synes ikke fyrene var så pæne, siger Anja. Det var i hvert fald ikke nogen, jeg ville vende mig om efter på gaden, synes Eva. Et par borde længere henne sidder Tina på 28 og hendes veninder. Det er første gang, Tina er til mandestrip og hun synes ikke, det levede helt op til forventningerne. Det med strip og dans var de ikke så gode til, lyder hendes vurdering. Hun synes, det gik lige hurtigt nok med at få tøjet af. Pigerne kan da gøre det meget mere erotisk, siger Tina. Hun vil gerne til striptease igen, men næste gang bliver det med Chippendales. Jeg har hørt, de er bedre, afslører hun.
Hvad synes du om denne artikel?
|
22/05/00 © Ugejournalen |
|