Kælderstemning og fadølssnak

Musikkælderen
Indgangen til Musikkælderen virker ved første øjekast ikke specielt indbydende, men facaden narrer øjet. For indenfor er stemningen afslappet, og der kigges ikke skævt til "nye" gæster.

GÅ-I-BYEN-SERIE #2: Vil du drikke en hyggelig fadøl på en hverdagsaften, bør kursen sættes mod Musikkælderen på Dronningensgade. Stedet giver studierabat, og har du først sat dig på en af egetræsbænkene, bliver én ting lysende klart: Du behøver alligevel ikke tage til Storbritannien for at finde en pub, hvor alle gæster kan snakke med hinanden.

Af JAKOB MOLL
Foto: DORTE LIND

CENTRUM: Hvis man en sen tirsdag aften svinger fra Kongensgade ned ad Dronningensgade, kan man ikke undgå at opfange en smule af den stemning, der siver ud af kælderen i nummer 2B. Fra de lave vinduer med det lune lys og potteplanterne høres dæmpet blues, jazz eller folkemusik.

Musikken blander sig med mumlende stemmer afbrudt af fælles latter, og derude på fortovet føler den forbipasserende velsagtens, at det er bedre ikke at tage de tre trin ned til døren. Hvad vil stamgæsterne ikke sige?

Og DET er en skam. Musikkælderen er langt fra en bodega, og studerende er i høj grad velkomne - ellers var der næppe studierabat. Lotte, Nina og Juditte styrer biksen med humor og hård hånd, og de tre bar-madammer holder stedet rent, pænt og med masser af stearinlys. Der bliver aldrig kigget skævt til nytilkomne, og den afslappede stemning i det lavloftede lokale er guldøl værd.

– Vi synes som regel, de unge mennesker er pragtfulde. Og dem, der kommer her som stamgæster, er gode til at vurdere, om det er nogle, der er med på en diskussion, fortæller Nina.

Man kan være sikker på at møde glade mennesker på sine forældres alder, men ellers kan man sidde til bords med alt fra langhårede efterskoleelever med egen guitar til pensionerede folkeskolelærere med hang til jazz.

Trivial og irsk folkemusik

Der er levende musik minimum tre gange om ugen, og det koster ikke en krone. Uanset om en enlig guitarist synger the blues, eller en flok erfarne jazzere får hver en bænk til at swinge, er det i orden at synge med på omkvædene.

Ellers trommer gæsterne flittigt med fingrene på de tykke egetræsborde, mens snakken går. Ellers kan man låne spil i baren... Der er næsten altid et bord, hvor terninger rasles i et bære, eller hvor navnet på Pink Floyds første plade diskuteres højlydt - ostespørgsmål eller ej.

Musikkælderen har åbent til klokken 02 hele ugen undtagen om søndagen, hvor damerne rydder bulen ved midnat. Man skal forberede sig på, at det fredag og lørdag somme tider kan være svært at finde en siddeplads - eller trække vejret, hvis man ikke selv er ryger.

MUSIKKÆLDEREN
Stor fadøl 23 kroner med studiekort
Irish Coffee 35 kroner (og det er ikke med ‘plasticfløde’, understreger Nina)
Livemusik Hver tirsdag, fredag og lørdag (tirsdag er irsk folkemusik-dag)




Hvad synes du om denne artikel?
Emne:    
Meget interessant Interessant Ikke interessant

Læseværdighed:    
Velskrevet Middelmådig Dårligt skrevet

Længde:    
For lang Tilpas længde For kort
     
Evt. kommentar:


22/05/00 © Ugejournalen