KLUMMEN: Dansk succes ved Det Internationale Melodi Grandprix fik selv medicinere til at lægge bøgerne fra sig og feste igennem.

Af JAKOB MOLL

At to gamle gubber i lørdags skrev dansk verdenshistorie gik forhåbentlig ikke mange ører forbi. Således heller ikke min nabo, der hen af 10-tiden kom på besøg med sin læsemakker, fordi vi havde grint og råbt og røget så meget, at det var umuligt for dem at huske nogetsomhelst af det, de skulle læse.

Og det var lørdag aften. Og burde de i den virkelige verden læse noget som helst?

Ja, for de er medicinere. Engang bliver de læger - dem der i kitler, som vi er glade for findes, men som vi ønsker at møde så sjældent som muligt. Min nabo møder jeg nu engang hver dag, men der er hun hverken hvidklædt eller skalpeludrustet. Hun læser på sit værelse. Nogle gange med sin læsemakker, nogle gange alene, men altid med syv tykke bøger med titler som "Basal og klinisk farmakologi"(aldrig filmatiseret) og en evigt voksende stak velordnede notater.

Og det burde jeg og alle andre studerende højst sandsynligvis også. Alle jeg kender, der lever med medicinstuderende har samme problem: Forskellen er nemlig, at medicinerne gør det. De skal læse så gudsjammerligt mange bøger med latinske betegnelser for næserodsknogler og nervecentre i lillehjerne at de er nødt til det. For man kan nu engang ikke bluffe, når sensor spørg, hvor musculus sternocleidomastoideus sidder. "Øøh er det noget på..... øret? Ik?".

Imens nyder vi andre hedebølgen og sidder i solen og forsøger med kolde øl at drikke den dårlige samvittighed helt ned i den grødede del af underbevidstheden, hvor man nu engang har den slags på lager. Vi bilder os selv ind, at vi kan læse én milliard sider op natten inden eksamen, og at vi for øvrigt da har været til undervisningen ret tit.

Og på et tidspunkt så sidder vi der jo selv, lørdag aften med bøger og grønne overstregningstuscher og kaffegrums og alt, alt for travlt.

Men i lørdags skete det så. Ikke nok med at to medicinere kom til melodi grand prix-fest. De blev der. Og tog i byen. Og for en stund glemte de helt bøgerne, og i samme stund løftede der sig en halvdyster tåge fra os andre: I aften skulle ingen læse basal og klinisk farmakologi mens vi festede, og vi kunne alle beruse os langt ud i nostalgisk popnationalisme, som nu engang er den rarest nationalisme der kendes kan, og som landet ikke har set mage i 37 år med tarvelige bundplaceringer og Denmark, un point!

... Og sådan gik det til, at Brødrene Olsen på én gang reddede Danmarks ære, min dag og en masse menneskers samvittighed. Flaj ån the vings of låv, thank you!