|
Stjerneskud på Flakhaven
MUSIK-MIRAKEL: Mens brødrene Olsen endnu stod på scenen i Stockholm og modtog publikums hyldest, startede festen først for alvor på Flakhaven i Odenses centrum. Ugejournalens udsendte var med hele vejen.
CENTRUM: Aftenens Melodi Grand Prix var jævnt kedeligt, indtil den danske Gebrüder Olsen holdt deres entre på scenen. Noller og Jørgen bragede ud over scenen og direkte ud gennem tv-skærmen, men deres "Fly on the wings of love". Som aftenen skred frem, blev det ganske tydeligt, at Olsen Bros. var på vej til at vinde, og som en ganske naturlig følge skreg vi os hæse i vores jubel. Hver eneste gang vi fik 12 point, skyllede vi lunkne vodka-sjusser ned. Ganske forståeligt var nationalfølelserne helt oppe at ringe, da der var afgjort. Bevæget stemme Hvor Keld Heick nær var på grådens rand, forholdt det sig helt anderledes hos Deres udsendte. Primalskrigene blev fundet frem fra mølposen - skrig der ikke har været brugt siden de glade EM-dage i 92. Flaaai on de vings orf låve, blev der brølt. Og fløj gjorde vi. direkte op på centrums naturlige (?) samlingspunkt: Flakhaven. I forvejen havde vi sikret os et eksemplar af brødrene Olsens fantastiske single, og i en bil, ført af festens eneste afholdsmand, gik det afsted over stok og sten. Med åbne vinduer og flag og glade ansigter i vindsuset. Forsvarlig fest Vi kom bragende op over kantstenen og ind midt på byens rådhusplads. Fyrede op for anlægget og myldrede otte mand ud på Flakhaven, der var som blæst for mennesker. Men det skulle snart ændre sig. Tiltrukket af Olsens forføreriske toner, strømmede unge som gamle snart til hjertet af Odense. Med eller uden flag, men alle med en sang på hjernen: "Smuk som et stjerneskud". Politiet kiggede forbi, men de syntes at have fuld forståelse for den efterhånden anseelige ansamling af mennesker, der festede ganske harmløst. Og da 50 mennesker dannede en lang kæde og begyndte at synge vindersangen, kan selv ikke det hårdeste strisserhjerte modstå. Kæden røg af sted, på kryds og tværs af Flakhaven og ud & ind af taxaer, hvis chauffører ikke kunne se det morsomme i det. En times tid efter var det hele overstået. Bilen var løbet tør for batteri, så løbet var kørt. Festen sprængtes og gik hver til sit. Men ikke uden at huske stjerneskuddet. Det var også svært med alle de gange nummeret blev spillet på byens diskoteker i løbet af natten.
Hvad synes du om denne artikel?
|
15/05/00 © Ugejournalen |
|