|
Slam! Bam! Poesi!
KULTUR: En sammenblanding af digtoplæsning og standup har fundet vej til de københavnske caféer under navnet Poetry Slam. Lørdag fik så også Odense sin første begivenhed af slagsen.
CENTRUM: Interaktiv standup-poesi er måske det bedste udtryk for den oplevelse Deres udsendte blev udsat for lørdag aften på Badstuen. Seks digtere stillede op til den første Poetry Slam-dyst i Odense. Konkurrencen foregår på den måde, at alle kombatanter har tre minutter til at fremføre deres digt. Umiddelbart efter hver oplæsning giver fem blandt publikum tilfældigt udvalgte dommere deres mening til kende. Efter to runder, bliver pointene talt sammen, hvorefter de tre bedst scorende går videre til finalen. Øl, fisse og stoffer Digterne skal fremføre egne værker, der lørdag aften mest handlede om hverdagsemner som druk og sex. Det gjorde det også for den ene af de to fynske deltagere, T.C. Kaae fra Langeland, der udgjorde det mere modne indslag. Han læste blandt andet et digt op om den modne kærlighed. Et digt, der desværre ikke faldt helt i publikums smag. Kaae røg ud med et brag. Så var publikum mere lydhøre overfor den svenske mester Bob H., der lavede et helt show ud af sine tre minutter. Han inddrog publikum i sin fremførelse, men helt nok var det alligevel ikke til at vinde. Hans helt store problem var måske forståelsen. I hvert fald forstod Ugejournalens udsendte ikke mange ord, men jeg har nu heller aldrig været særligt stiv udi det svenske sprog. Så gik det noget nemmere, da Drewes gik på scenen. Han har flere gange vundet lignende konkurrencer i København, og blev da også den suveræne vinder i Odense. Et vellykket arrangement Det var første gang at Poetry Slam blev afholdt i Odense, men forhåbentlig ikke sidste gang. Det sker så sjældent, at der er et arrangement af så høj kvalitet i denne by. Der var fyldt op i Badstuens sal, og publikum lod til at nyde forestillingen. Det eneste der nu mangler er, at der er flere fynske digtere, der stiller op. Der må da være nogle håbefulde digterspirer, der brænder efter et publikum? Ikke mindst blandt universitetsstuderende, eventuelt på litteraturvidenskab eller nordisk, bør der da være blot et par stykker, der har lyst til at bakke op om arrangementet. Hvornår der igen bliver afholdt Poetry Slam i Odense er ikke fastlagt. Men skulle vejen falde forbi København, så kig lige i avisernes tillæg under arrangementer. Det er helt klart itden værd.
Hvad synes du om denne artikel?
|
08/05/00 © Ugejournalen |
|