Tætpakkede grønne arealer omkring Munkemose på arbejdernes kampdag sidste mandag.

MAJFEST: Første maj i Munkemose var et sært sammenrend af kommunister, konfirmander og kævere. Parolerne var langt fra så vigtige som øl.

Af TOMMY ANDRESEN
Foto: TOMMY ANDRESEN

CENTRUM: Med solen højt på den blå himmel, viste Vor Herre endnu en gang på hvilken side han er: Arbejdernes! Men et blik ud over Munkemose på den første dag i maj måned, viste ikke en stor samling af arbejdere, der kæmpede for en fælles sag.

Vuet ud over den store grønne plads viste nemlig noget helt andet. Masser af mennesker, der nød solen og hinanden, og ikke mindst, de medbragte drikkevarer.

Kammerater, ned med lortet!

Fra scenen var der naturligvis taler, der i år mest handlede om den Monetære Union, og hvor dårlig den var. Temaet var klart, men opmærksomheden lod meget tilbage at ønske. Kun de forreste rækker lyttede opmærksomt, mens der længere tilbage blev gået helt anderledes til makronerne.

Samtidig var det nemlig de første konfirmanders blå mandag - en mandag de nød i fulde drag, helt bogstaveligt talt. Flere bukkede under for mosten allerede inden klokken 14, mens resten befandt sig på en evig sjælevandring mod Mekka, der i dag var det samme som Brugsen.

På denne korte tur kunne man møde adskillige piger, der ikke så ud til at være en dag over fjorten, med en flaske spiritus i den ene hånd og en halv liter sodavand i den anden. Næppe remedier, der skulle bruges for at forstå budskaberne i mosen bedre...

En sørgelig fest

Første maj har været en festdag i mange år, lige siden arbejderne i det 19. århundrede demonstrerede på fælleden, med knipelen som eneste tak. Fest var der også i Munkemose, men i lyset af de gamle dage, var der ikke meget arbejdskamp over det.

Af en eller anden grund lider arrangørerne af den vildfarelse, at bare fordi man sympatiserer med deres sag, så skal man absolut være enig med dem. Ikke alle gad høre på de europafjendtlige slogans, hvilket da også er helt i orden. Men hvorfor så drikke sig så sanseløst beruset, at man slet ikke opfatter noget som helst?

I stedet burde de utilfredse mennesker protestere, så det blev til deres fest. Men sådan går det ikke, og derfor ender første maj i mosen alt for ofte som en sørgelig fest, hvor der er længere afstand fra scenen til hoben, end den umiddelbart kan måles i centimeter.