Sportens dag

Idrætsdag på universitetet
Anfører Jacob Halberg fra det vindende hold Peek A Boo modtager pokalen for andet år i træk.

IDRÆTSDAG: Flere hundrede unge deltog i den årlig tilbagevendende idrætsdag på universitetet, hvor fodbold, volleyball og rundbold var på programmet.

Af ANDERS TYSTRUP
Foto: ANDERS TYSTRUP

CAMPUS: Med en bagende sol fra en blå skyfri himmel, øl og sodavandstelt, hundredvis af deltagere og tilskuere var rammerne noget nær optimale, da De Studerendes Idræt Odense (DSIO) i samarbejde med Studenterrådet fredag blændede op for årets idrætsdag på universitetet.

51 tilmeldte hold mod 42 sidste år viste også, at det var et tætpakket program, som deltagerne skulle igennem. Interessen var selvfølgelig størst ved nationalsporten fodbold ude på B1913's grønne boldbaner. Men også volleyball på de tre baner i Universitetshallen og rundbold på grusbanerne trak mange deltagere.

Øl før, under og mellem

Fodboldturneringen var delt op i en "prof-række" og en "show-række". I showrækken var det en blandet skare af hold, der udelukkende havde til formål at hygge sig og få en sjov dag ud af det. Og øl både før, under og mellem kampene var mere reglen end undtagelsen.

Derimod var der andre boller på suppen for langt de fleste hold i prof-rækken. Her deltog kun "seriøse" hold, hvor langt de fleste ventede med øllene til efter sidste kamp. Forrige års vindere stillede op igen i år, og det lykkedes dem påny at vinde pokalen, denne gang under navnet Peek A Boo.

Idrætsdagen forløb uden de store problemer, og det tætteste man kom på drama var, da en scoring i en indledende kamp i dommerens overtid betød, at netop Peek A Boo gik videre til finalerunden i stedet for "Næppe På Bjerget".

Glæde over dagen

Og der var da også kun positive vendinger fra de deltagende.

– Det er et fedt arrangement. Og så synes jeg, at det er en kanon måde at komme lidt væk fra studierne på, før det virkelig går løs her op til eksaminerne, fortæller Jakob Bak, der var med på Mediciner United i showrækken.

Han ser det også som en fordel at deltage, da samværet med andre studerende skaber nye venskaber og er med til at undgå klike-dannelser på studiet.

– Man møder en masse nye venner, som man måske aldrig ville møde, hvis det ikke var for idrætsdagens skyld. Her er man fælles om noget helt andet end bøger og opgaver, forklarer Jakob Bak.

Kun få småskader

Formand for DSIO, Sten Nielsen, kunne melde om mange rosende ord om arrangementet fra de studerende. Og den hovedansvarlige ved fodboldturneringen, Frank Mortensen, var da også en glad mand efter sidste dommerfløjte havde lydt.

– Det har været en virkelig god dag. Vi har ikke været helt forskånet for småskader, men alt i alt har alle haft det sjovt, siger Frank Mortensen, der selv har idræt som bifag på universitetet.

Målet med Idrætsdagen er, at få de studerende væk fra studierne og skabe et socialt miljø. Og det må siges at have været tilfældet i fredags, hvor dagen for mange først sluttede langt ud på natten efter fredagsbaren og diverse andre fester omsider ebbede ud.




Hvad synes du om denne artikel?
Emne:    
Meget interessant Interessant Ikke interessant

Læseværdighed:    
Velskrevet Middelmådig Dårligt skrevet

Længde:    
For lang Tilpas længde For kort
     
Evt. kommentar:


08/05/00 © Ugejournalen