|
Kontingent skal forhøjes
STUDIEØKONOMI: En stigning på 6,25 kroner er nødvendig, hvis samme høje standard på Kollegienettet i Odense skal opretholdes. Formand for Kollegienet i Odense håber på vedtagelse af stigningen ved foreningens repræsentantskabs- møde torsdag.
Af ANDERS TYSTRUP
CENTRUM: Hvad vil du sige til, hvis homebanking og nyhedsgrupperne blev taget af Kollegienettet? Det lyder ikke videre fedt, men det kan blive resultatet, hvis en forhøjelse af kontingentet på 6,25 kroner ikke går igennem ved Foreningen Kollegienet Odenses repræsentantskabsmøde torsdag i denne uge. Men vedtages det, at der i stedet for 18,75 kroner skal betales 25 kroner om måneden per lejemål direkte til Kollegienettet, vil det odenseanske kollegienetværk fortsat være det førende i Danmark. Mange vil blive ramt Stigningen på 6,25 kroner er meget få penge. Mange tror, at de ikke bliver ramt, men det er ikke rigtigt, forklarer formanden for Kollegienettet i Odense, Kjeld Jensen. Han peger på, at det ikke er tilfredsstillende, som den kommercielle internetforbindelse kører i øjeblikket. Derfor vil en stigning i kontingent blandt andet hjælpe økonomisk på at få forbedret denne. Hvis ikke forhøjelsen vedtages torsdag, har vi ikke råd til at øge hastigheden på den kommercielle forbindelse. Og det vil betyde, at vi er nødt til at lukke for flere af de servicer, som brugerne har adgang til i dag, advarer formanden og hentyder til blandt andet homebanking og newsgroups. Ramaskrig over lukning Vi kan på sigt ikke byde flere brugere en så dårlig forbindelse som den kommercielle forbindelse er nu. Og samtidig gad jeg nok høre det ramaskrig, som en lukning for homebanking vil medføre, siger Kjeld Jensen med et skævt smil. Han kan desuden oplyse, at åbning af irc (chat) kan blive en realitet inden alt for længe, hvis kontingentstigningen vedtages torsdag. Og det er et ønske, som står højt hos mange brugere på Kollegienet.
Hvad synes du om denne artikel?
|
25/04/00 © Ugejournalen |
|