Særlig strandtur

Superheroes trykker den af
Richard (Leonardo DiCaprio), Francoise (Virginie Ledoyen) og Étienne (Guillaume Canet) finder tilsyneladende paradis på jorden. Men realiteten er en anden.

FILM: I sin iver efter at være anderledes end alle andre støder Richard på et kort til Paradis på jorden, en strand, som kun enkelte mennesker kender til. Men selv et såkaldt paradis er ikke altid fryd og gammen.

4 af 6 stjerner

Af ANDERS TYSTRUP
Foto: PRESSEFOTO

CENTRUM: Jeg fik en lille klump i halsen, da jeg oplevede de mærker den vestlige turisme har sat på thai-samfundet fremstillet på en så voldsom, provokerende og stærk måde som i filmen The Beach. Og en lignende klump i halsen plus et hemmeligt kort over en strand "Paradis på jorden" får filmens hovedperson Richard (Leonardo DiCaprio) til at søge ud på en af øerne i havet ud for Thailand for at finde "Paradiset".

Med følgeskab af det franske kærestepar, Francoise (Virginie Ledoyen) og Étienne (Guillaume Canet) drager de afsted mod øen, som er forbudt område for nysgerrige, hvilket gør vejen dertil mere besværlig end som så. Og de tre unge personers første oplevelse på øen er da også mødet med en lokal hash-barons soldater.

Paradis på jorden

Men til deres held opdager de skarpt bevæbnede vagter med kløe i pegefingrene dem ikke, og vejen er banet til "The Beach". Det hemmelige minisamfund, som de tre rejsende møder på øen, virker ved første øjekast som et sandt paradis. Her lever opskyllede rygsækrejsende i fred og fordragelighed.

Men idyllen stikker ikke dybt. For en karikeret inkarnation af en umenneskelig leder, Sal (Tilda Swinton), styrer med ideologi og hård hånd det selvforsynende minisamfund.

Hele verdens folkeslag er repræsenterede i den lille koloni - en overgang dog med en overvægt af svenskere. Det er smukke, raske og sunde unge, der ønsker et anderledes, men udelukkende fornøjeligt og bekymringsløst liv, hvilket i bedste Robinson-stil er svært uden make-up fjerner og hårblegemiddel. Det er sådan, vi er, os, der zapper og surfer på overfladen gennem livet.

Oplagte roller

"The Beach" er instrueret af Danny Boyle, der fik stor succes med at instruere "Trainspotting" (1996). Filmen er lavet over Alex Garlands roman "The Beach", en bestseller, der handler om, at der skal være plads til alle. Også selv om det ikke er sjovt altid. Og det er da egentlig rigtig nok.

DiCaprio er oplagt som den amerikanske ungersvend, der - øjner man et amerikansk mindreværdskompleks? - på trods af sin nationalitet er i stand til at kapre franske Francoise. Og Robert Carlyle (også fra "Trainspotting") er gennemført som det thailandske solstik, der åbner døren til Richards oplevelser.

"The Beach" er ikke den største film. Alligevel adskiller den sig fra mange andre traditionelle amerikanske film og er absolut seværdig.




Hvad synes du om denne artikel?
Emne:    
Meget interessant Interessant Ikke interessant

Læseværdighed:    
Velskrevet Middelmådig Dårligt skrevet

Længde:    
For lang Tilpas længde For kort
     
Evt. kommentar:


25/04/00 © Ugejournalen