|
Første skoledag for homoseksuelle
HOMOSKOLE: Første skoledag. Man er altid nervøs for, hvordan de nye klassekammerater er. Ikke mindst, når det er første dag i homoskolen.
CENTRUM: Tirsdag aften på Studenterhuset var lig med skoletid. Her startede skoleåret for omkring tyve homeseksuelle, der havde første skoledag i Homoskolen. Ugejournalen var med på en kigger. Deres ærbødige udsendte havde undret sig over, hvad homoskolen mon var for noget. Skulle man lære, hvad det vil sige at være bøsse, eller måske snarere hvordan man var det? På barrikaderne Homoskolen er ikke som andre skoler. Der er ikke så mange forskellige fag at vælge i mellem. Til gengæld er det koncentreret undervisning der foregår. Selvom første lektion nu mest bar præg af at være foredrag. Wanda, aktiv i Bøssehuset på Christiania, fortalte om bøssernes kamp siden 1948. Der var anekdoter, historier og fortællinger fra en lang frigørelseskamp. Men det er nu heller ikke meningen, at Homoskolen skal ses som en almindelig skole. Homoskolen skal være et fagligt forum, hvor vi kan diskutere blandt andet homoseksuelles forhold, fortæller en af initiativtagerne til Homoskolen, Lasse Lau. En skole, der kun har timer en gang om måneden lyder umiddelbart attraktiv. Og netop så tit er det meningen at Homoskolens klokke ringer ind. Nemlig den første tirsdag i måneden. Et socialt forum Her i foråret består lektionerne i Homoskolen udelukkende af foredrag med efterfølgende diskussion. Hvad der herefter skal ske, er endnu ikke fastlagt. Men Lasse Lau har også andre planer for skolen: Vi vil skabe et socialt forum. Derfor vil vi mødes den 3. fredag i måneden på Studenterhuset, hvor vi så vil feste med hinanden og alle andre der har lyst. Hvis underholdningsniveauet til festerne og de næste lektioner er lige så højt som under de første timer i Homoskolen, så skal det nok blive en succes. Og Lasse Lau håber da også, at Homoskolen vil tiltrække nogle flere mennesker. Der må meget gerne komme flere mennesker end i aften. Også gerne heteroseksuelle. De kan med garanti lære et og andet i vores skole.
Hvad synes du om denne artikel?
|
10/04/00 © Ugejournalen |
|