Brødrene Bisp på Studenterhuset

Michael Wikke og Steen Rasmussen
Brødrene Bisp alias Michael Wikke (tv.) og Steen Rasmussen gæstede Studenterhuset fredag i sidste uge.

CHOK-SHOW: Et af Danmarks største komikerpar i 1980-90'erne er uden tvivl Wikke & Rasmussen. Fredag i sidste uge gæstede de Studenterhuset med tilbageblik på egne klassiske og beundringsværdige produktioner.

Af ANDERS TYSTRUP
Foto: ANDERS TYSTRUP

CENTRUM: – Tonny Toupé Show - TV, der dræber!

Med dette karakteristiske slogan var tonen slået an af komikerparret Michael Wikke og Steen Rasmussen. De fleste kender dem nok bedre som Brødrene Bisp, Robin Hat eller fra filmen Hannibal & Jerry.

Og det var virkelig et smukt syn, at se de to venner på scenen næsten 20 år efter de for første gang i fællesskab producerede et underholdningsprogram for Danmarks Radio. Ligeså sprudlende som man huskede Wikke & Rasmussen fra 80'erne, ligeså sprudlende var den nu 40 år gamle Michael Wikke og 50 år gamle Steen Rasmussen fredag aften på Studenterhuset i Odense.

Tilskuerne elskede det

Begejstringen blandt de over 100 publikummer var da også stor. De fleste var givetvis inkarnerede Toupé Show fans, men man fornemmede også "nybegyndere" i forsamlingen, der morede sig gevaldigt.

Gennem to en halv times tilbageblik på en gloværdig karriere, dels gennem fortællinger fra hovedpersonerne selv og dels via storskærmen, fik publikum hilst på klassikere lige fra Tonny Toupé, Sonny Souflé og Voldsom Volvo med Brødrene Bisp til Klap-i-Olsen, Tannhäuser og Peter Belli's Holbæk-sangen.

Rettighedsproblem

Flere blandt publikum undrede sig over, at Wikke & Rasmussen endnu ikke havde udgivet videokassetter med parrets kult-produktioner. Men det havde Steen Rasmussen en naturlig forklaring på.

– Vi har arbejdet i tre år på at få tilladelse til at udgive vores produktioner fra DR på video. Men der er en masse rettighedsproblemer, så det er ikke blevet til noget endnu, fortalte Steen Rasmussen efter fredagens forestilling.

Flyvende Farmor

Han kunne afsløre, at formaliteterne omkring parrets næste produktion netop er kommet i hus. Det betyder, at optagelserne til filmen "Flyvende Farmor" med Jytte Abildstrøm i hovedrollen begynder til sommer.

– Og så er planen, at filmen får premiere i efteråret 2001, tilføjer Michael Wikke, der sammen med Steen, har stået for deres produktionsselskab, Græsted Film & Fjernsyns, egen hjemmeside.

– Internettet betyder meget. Vi leger meget og laver hjemmesider, fortæller Michael Wikke og kigger interesseret på det digitale kamera, som denne internetavis' fotograf holder.

– Vi er helt klart et par voksne legebørn, kommer det nærmest i kor fra parret.

– Og dét er der ingen, der kan lave om på ved os.


HVIS DU VIL VIDERE...
Græsted Film & Fjernsyn www.graestedfilm.dk


21/02/00 © Ugejournalen