KLUMMEN: Det er et skridt i den forkerte retning, at Undervisningsministeriet vil skære ned på kvote 2-optaget. Dermed kommer karakteren fra gymnasiet til at betyde endnu mere for unges videre uddannelsesmuligheder.

Af JAKOB MOLL

Der var engang en mand, der hed Ole. Han var vældig populær i en landsby, der hed Regstrup. Der havde han nemlig en lægepraksis, og den var han god til at have.

Et par og tredive år tidligere var Ole blevet matematisk student med et gennemsnit på 7,3. Det betød nu ikke det store, for dengang var der frit optag på alle universitetets uddannelser. Men i dag ville situationen være en anden.

Ole fik en embedseksamen på 10,0. Men havde der vidst stået 2000 på hjørnet af studenterpapirerne, havde han aldrig fået lov at bevise, at han fortjente den hvide kittel. Han var en utålmodig mand på det tidspunkt. Han havde aldrig brugt en flok år på at tage hverken kurser, job eller til Uganda for måske at komme ind op kvote 2. Han havde valgt en anden uddannelse.

Han var glad for historie. Så han var aldrig kommet inden for på Panum, og han ville med stor sandsynlighed aldrig komme til at fortælle nogle en fru Jensen, at hendes ryg nok skal klare den hvis bare hun tager den med ro.

Og det er ikke så mærkeligt, at Odenses studerende andetsteds her på siden udtaler, at de er glade for karaktersystemet, som det er. De læser jo. Men mange af os fravælger - måske ubevidst - uddannelser som læge, jordemoder, psykolog eller medievidenskab, fordi det første ciffer på eksamensbeviset lignede to boller oven på hinanden.

Systemet har konsekvenser. Det er glimrende at være en haj um Deutsch zu sprechen, det er rart at kunne stille klogsmarte spørgsmål, og det er immervæk imponerende at kunne sprudle i et fag, hvor alle bøgernes illustrationer er statuer af døde grækere. Uden hoveder. Men bliver man en god læge af det? Er det muligt at have en særegen indsigt i film og medie, selv om gymnasiets udvalg af fag ikke sagde én et dyt? Det mener i hvert fald både Lars von Trier og den gode doktor Ole.

Doktor Ole har en søn, der læser til journalist, og som af og til skriver en klumme for en lille internetavis. Journaliststudiet har aldrig rekrutteret på baggrund af karakterer. Det gør journalistuddannelserne i Norge. Men det er de ved at lave om. Det er et demokratisk problem, hvis journalister ligner hinanden, plejer man at sige. For den befolkningsgruppe, der har de højeste gymnasiekarakterer, har cirka den samme baggrund, ved man.

Det er ikke et demokratisk problem, at psykologer ligner hinanden. Men det er ærgerligt, at der går en masse gode psykologer rundt - der aldrig fik lov.

Undervisningsministeriet vil skære ned på kvote 2-optaget. Det er for besværligt, og de unge spilder jo årene med højskoleophold, rejser til østafrikanske republikker og andet pjat. Men det er et skridt i den forkerte retning. For det er langt fra logik for perlehøns, at dine gymnasiekarakterer viser præcis hvor god en læge, du kunne blive.