Indre og ydre skønhedspleje

Kosmetologskolen, Inter-clinitique
Travlhed på Kosmetologskolen, Inter-clinitique, i Odense.

SKØNHEDSSTUDIE: For de studerende på Kosmetologskolen, Inter-clinitique, i Odense handler studietiden om andet og mere end ansigtsbehandlinger og dyre cremer. På den et-årige uddannelse lægges der også vægt på indre skønhed og personlig udvikling.

Af NETE KAMPER
Foto: NETE KAMPER

CENTRUM: Den rosafarvede bygning, der danner rammen om Kosmetologskolen, Inter-clinitiques mange aktiviteter, lever med sin velholdte facade fuldt op til sin rolle som skønhedsplejende institution.

Indendøre blander duften af frisklavet kaffe sig med den liflige aroma fra massageolie og dyre, franske cremer.

I klinikkens lyse lokaler tilbyder hvidkitlede kosmetologspirer med perfekt make-up og ferskenfarvede smil alt fra blødgørende kropsmassage til dybderensende ansigtsbehandlinger.

De velplejede studerende giver desuden gode råd om hudpleje og ernæring, mens de med rolige bevægelser jonglerer ansigtsmasker, pincetter, voks til hårfjerning og bløde, hvide håndklæder.

Den gode ånd

Skolen på Filosofgangen rummer plads til ca. 30 studerende. Der er både et dag- og et aftenhold, og undervisningen er baseret på en kombination af teori og praksis.

– Men én ting er undervisning - en anden er den personlige udvikling, siger 41-årige Heidi Sommer, der startede den odenseanske skønhedsklinik i 1984 og siden har udvidet sin praksis med yderligere ni skoler i ind- og udland.

– Hos os går vi ud over det rent faglige og forsøger at kombinere det indre med det ydre. Vi forsøger at give vores studerende en god ånd, og er måske en lille smule gammeldags på dét punkt.

Prøveklude

På Kosmetologskolen starter de studerende med at prøve deres færdigheder af på hinanden, inden de bliver sluppet løs på kunderne i klinikken.

Det er ifølge Heidi Sommer udviklende for både psyken og moralen blandt de studerende:

– De lærer, hvor vigtig den fysiske kontakt bliver for de indre ressourcer. Vi arbejder med et begreb, der hedder psykotologi, som søger at forene det psykologiske med det kropslige, fortæller Kosmetologdronningen, der i den senere tid er blevet et kendt ansigt i medierne på grund af sin celebre skilsmissesag.

Det finder hun dog ikke nævneværdigt interessant at diskutere:

– Jeg har valgt at holde hele det cirkus ude fra mine skoler. Og som Simon Spies så fint udtrykte det: Al omtale er god omtale - eller i hvert fald god reklame...

God atmosfære

På Kosmetologskolen ved åen er dagen bygget op i moduler, der kombinerer teori med praksis.

De studerende har klasseundervisning, hvor grundstenen til den teoretiske baggrundsviden bygges op, og praktisk skønhedspleje i klinikken nedenunder.

Der nikkes genkendende til Heidi Sommers psykotologi-begreb blandt de studerende:

– Vi bruger i det hele taget hinanden meget, fortæller Jette Bjørn, 43, der har gået på skolen siden september 1999.

– Vi arbejder tæt sammen og snakker virkelig godt. Både privat og fagligt. Den sidste måned kommer vi helt sikkert til at gå og hyle alle sammen.

Greb drømmen

Jette Bjørn valgte at tage springet ud i skønhedsplejen efter en årrække som socialpædagog.

– Min drøm var i mange år at blive selvstændig, og så skulle det bare være nu. Der skulle ske noget andet, fortæller hun.

– Og desuden er kosmetologuddannelsen bred. Den åbner mulighed for både salg, markedsføring eller videreuddannelse til makeup-artist, frisør eller stylist.

Ifølge Heidi Sommer er det dog en ustabil branche, de nyuddannede kosmetologer dumper ud i. Men i Inter-clinitique sørger man for at holde tæt kontakt med de tidligere elever:

– Det er hårdt at gå ud og åbne sin egen klinik, men vi lægger vægt på at stå til rådighed for vores studerende. De kan til enhver tid ringe eller kigge forbi og trække på vores erfaringer, understreger Heidi Sommer, der driver sine 10 kosmetologskoler fra sit palæ Rosenskjold på Fyn.


HVIS DU VIL VIDERE...
Man skal regne med, at det koster ca. 35.000 om året at gå på Inter-clinitique skolen.

For bare 75 kroner kan folk med ømme muskler nyde en lille times kropsmassage i klinikken på Filosofgangen.

Læs mere om kosmetologuddannelsen og Heidi Sommers skoler på:

Kosmetologskolerne www.kosmetologskolerne.dk
Inter-beauty www.inter-beauty.com


14/02/00 © Ugejournalen