|
Vanskeligheder for studiemiljøet på Odense Seminarium
ADSKILT STUDIE: Både rektor og de studerende på Odense Seminarium mener ikke, at den nye situation på seminariet er optimal. De studerende skal efter seminariets deling sidste sommer både have undervisning udenfor byen på Middelfartvej samt i helt nye lokaler i centrum på Asylgade.
Af THYRA MARIE BONDE
CENTRUM: Her er for lidt studieliv på seminariet - og det er blevet mindre siden delingen i sommers. Det er nærmest umuligt at arrangere noget som helst for de studerende, fortæller Leon Lundsgaard, som læser på Odense Seminarium og er medlem af forretningsudvalget i De Studerendes Råd. Når vi arrangerer noget skal vi sætte plakater op begge steder. Meget er ufærdigt endnu, så mange faglokaler er beklageligt udstyrede og egentlig ikke klar til at blive benyttede, fortsætter Leon Lundsgaard, som tidligere har læst på seminariet i Ålborg. Rektor Torsten Enemærke er enig i kritikken. Det er ikke den mest ideelle løsning at befinde sig på to adresser. Men med de midler der var til rådighed, fik vi kun halvdelen af pladsen ved at udvide seminariet på Middelfartvej i stedet for at købe huset her i Asylgade, fortæller rektoren. De studerendes ansvar Om vanskelighederne for studiemiljøet forklarer Torsten Enemærke: Før var der totalt overbooket, mens der nu er ledige steder, som de studerende kan benytte sig af... hvis de vil. På nogen måder er det ikke anderledes, end før vi delte seminariet. Vi fastholder de fælles aktiviteter med 4-5 fester om året. Men det er de studerendes ansvar, at der bliver et godt studiemiljø, siger Torsten Enemærke. Leon Lundsgaard fortæller, at De Studerendes Råd endnu ikke rigtigt har drøftet, hvordan de skal forholde sig til problemet i fremtiden. Vi vil gerne snakke med seminariets bestyrelse om det, men der er ikke kommet nogen invitation endnu. Jeg synes selv, at hele seminariet burde være herinde i byen, men det er svært. Jeg ved ikke, hvor de skulle finde bygningerne. Til gengæld tror jeg, at mange, som er flyttet ud til det gamle seminarium, er lidt bitre over opdelingen, fordi de har undervisning begge steder, lyder det fra Leon Lundsgaard. Faglige fordele De to adresser er en permanent løsning, nævner Torsten Enemærke, som minder om, at der også er indbyggede faglige fordele i den nye seminarieform. Han fremhæver for eksempel idrætsundervisning, der er smartere at have på Middelfartvej end inde i byen. Bygningerne i centrum har så andre fordele. Midtbyplaceringen har betydning for livet og atmosfæren i huset. Alle de studerende har undervisning begge steder igennem ugen, men vi tilstræber helt klart at lægge skemaet, så man kun skal være ét sted per dag, siger rektoren.
|
07/02/00 © Ugejournalen |
|