|
I de højere luftlag
ÅR 2000: På en tagterasse ved Søerne i København blev nattefrost, nedtonede forventninger og nytårsnostalgi skudt i stumper og stykker ved oplevelsen af det fantastiske københavnske fyrværkeri, der kunne beskues i alle retninger.
Af NETE KAMPER
NØRREBRO: Dronningen tonede frem på skærmen med vanlig akkuratesse klokken 18.00. Majestætens fine artikulation vandt dog ikke rigtig genhør i lejligheden på det indre Nørrebro, hvor et sammenrend af gymnasievenner, kærester og studiekammerater var samlet på årets sidste dag. I en uundgåelig sidste-øjebliks-forvirring bandt fyrene deres butterflies, mens sølvglimmer dryssede i skyer fra pigernes kunstfærdige hårkreationer. Shaken - not stirred Duften af smørsauterede østershatte blandede sig med Hugo Boss-deo, og mens en ungersvend brutalt hamrede ryggen op i vægskabet med efterfølgende hyl og ispose, ønskede Margrethe os alle et velsignet nytår og et velbevaret Danmark. Hvidvin og muslinger afløstes af dyreryg og Rioja. Promillen og varmen i kinderne steg - og midnatstimen nærmede sig hastigt. Aftenens show løb af stablen. Poul og Christian i skikkelse af James Bond og Sylvia Newyear vakte vild jubel. Den ene kun iført pistol - den anden pailletter. Og så var der rådhusklokker... Slut Med champagne i håret og et stykke kransekage mellem tænderne blev køkkentrappen besteget, og den frostklare natteluft samt et spektakulært vue over kogende København mødte opgangens festdeltagere på tagterassen. Småfrysende, fnisende og nytårskåde skålede alle med alle, inden turen ned i de varme lejligheder bag duggede ruder indledtes. Og så kan jeg ikke huske mere... |
03/01/00 © Ugejournalen |
|