Økonomisk ludomani

ÅR 2000: Ikke alle fejrede overgangen til År 2000 med en ekstra stor fest. Eksamen nærmer sig jo hastigt og desuden rækker en SU ikke til meget efter hård julemåned.

Af THYRA MARIE BONDE

TØNDER: Med eksamenssveden perlende ned over nakke og pande tog jeg afsted mod det jyske og familiens trygge arme til nytårs-tamtam. Vi skal fyre den af! var mine medkollegianeres stående replik op til millenium-festen, mens jeg forskræmt tittede frem bag et væld af forhadte økonomibøger.

Nej, det skal vi ikke!

Kålpølser

Det officielle tilbagetrækningstog resulterede i super-hygge med fru moder hjemme i vor lille landsby. Som eksilsønderjyde findes der naturligvis ikke noget bedre alternativ.

Så da moderen fremtryllede alskens grønlangkål, sprængt nakke og sønderjyske kålpølser fra den go’e slagter, vidste jeg, at det nye år kun kunne blive godt.

Ludomani

Aftenens højdepunkt før indskålingen klokken 24 var en stort anlagt ludo-konkurrence, hvor vi dystede på livet løs. Aldrig har så få spillet så mange omgange på så kort tid!

Mens vi tyllede rødvin evalueredes dronningens indholdsløse nytårstale, hvor konklusionen blev, at vi skulle være gode ved hinanden, og at det var fedt at have fået et barnebarn, hvilket min fru moder bifaldt. Hun har nemlig to af slagsen.

Årets julegave nummer ét blev en vaskeægte discokugle som naturligvis måtte frem flere gange i løbet af nytårsaftenen. Desværre fandtes der ingen discomusik i hjemmet, så vi nød lyskuglernes dansen til tonerne af en glad Glenn Miller.

Pseudo-champagne

Pludselig oprandt øjeblikket, hvor der skulle skåles, og jeg måtte lynhurtigt vinde en omgang ludo, så vi kunne nå at åbne en flaske spumanta - årets pseudo-champagne som for øvrigt smagte fortrinligt.

Efter måben over de andre landsbybeboeres vilde tysk-indkøbte fyrværkeri og glæde over at have undsluppet the millenium bug drak vi ud og faldt i søvn.


03/01/00 © Ugejournalen