Fra galla til gul serpentinspray

ÅR 2000: Invitationen lød på gallafest, men hvis nogle havde øvet sig på at opføre sig "galla-agtigt" var det spildt arbejde.

Af HELLE VINCENTZ JØRGENSEN

SKÆLSKØR: Gallafest, stod der på invitationen, så ansigt og krop var i aftenens anledning dækket af glimmer, håret sat med sølvspray og de formelle fraser var poleret og klar til at blive fyret af.

36 overvejende gamle venner troppede vi op til årtusindets sidste fest, og efter "Gud i vold" fandt vi vores eget sølvfarvede bordkort. Men næppe havde alle fået mad på tallerkenen, før Emma Gad måtte tage sin første rotation i graven.

"Skælskørsangen" blev delt rundt, og da det er nationalsang for 29 af de 36 gæster, var det op på stolene i en fart.

Emma i dødstromlen

Vel nede at sidde igen og med de første stykker bordbombe-konfetti i vinglassene, syntes min bordherre, at nu var det for alvor tid til at give fru Gad en tur i dødstromlen. Så han hev dåser med blå og gul serpentinspray op ad lommen og startede sit private Putin-bombardement af de andre borde.

Men end ikke serpentindåser varer evigt, så da de var efter få minutter var tømt for slimet indhold, måtte min utålmodige bordherre finde på noget nyt.

Forgæves fine fornemmelser

Imens vi andre konverserede, gav han sig derfor til at binde flere meter sejlgarn sammen - hvad det lavede i hans lomme vides ikke - for nu skulle vores bord lege "den dér med at få snoren igennem vores tøj". Min kære bordherre blev dog afbrudt og glemte alt om snorelegen, så vi andre syv ved bordet åndede lettede op - indtil han slog på glasset og rejste sig op.

– Ja, så er det vist tid til en lille leg, og jeg har valg otte frivillige til at deltage... og Helle, hvis I vil komme herop op. Pigerne sætter sig overskrævs på stolene og drengene stiller sig bagved.

Til mandlige læsere kan jeg oplyse, at det ikke er nogen udpræget gallaoplevelse, at sidde omvendt på en stol, når man har en knælang kjole og netstrømper på!

Min makker og jeg tabte legen, men min bordherre havde opnået, hvad han ville:

Gallagæster med fine fornemmelser hører ikke til ved en nytårsfest, og det varede da heller ikke længe, før de første borde blev indtaget af blankpudsede skosnuder og sølvfarvede stilethæle.


03/01/00 © Ugejournalen