ÅR 2000: Afternerns aften. Årtusindskiftets komme, og jeg selv i midtpunktet. Sådan havde undertegnet forudset nytårsaften, men sådan skulle det ikke blive alligevel.

Af TOMMY ANDRESEN

ODENSE: Nytårsaften var de store festers aften. Også for mit vedkommende, troede jeg i hvert fald lige indtil tre dage inden den store aften. Her ændrede en enkelt opringning mit årtusindskifte.

De mennesker, der skulle ligge hus og bar til gad ikke alligevel. Men de ville da gerne komme, hvis jeg holdt en fest. Yeah, right! Skide tak.

Den store panik

Hvor fanden banker man en fest op til den største nytårsaften nogensinde med kun tre dage igen? Opgaven syntes uløselig, men heldigvis var jeg ikke alene. Flere af mine venner skulle have været til samme fest, så vi måtte finde ud af noget sammen.

Det eneste par i den lokale vennekreds lagde menu og lokaler til festen. En lille hyggelig fest med kun fem deltagere mod de omkring 20, vi skulle have været i landets hovedstad. Nå ja, en hyggelig fest er da også så ganske udmærket, men måske ikke lige hvad jeg havde håbet på i forbindelse med årtusindskiftet.

Bare for en sikkerheds skyld gik jeg på druk allerede dagen før. En tilældig fest blev banket op, cigarerne røget og fyrværkeriet futtet af, allerede et døgn inden det egentligt var meningen. Tre timers søvn og så afsted på arbejde, lige indtil et kvarter inden den egentlige nytårsfest skulle starte.

Ingen dronning men masser af snaps

Dronningen måtte hilse søens folk alene i år. Jeg havde travlt med at finde selerne til smokingen. Hvor fanden var de henne? Nå jo, krøllet sammen i et hjørne efter sidste weekends udskejelser. På med dem og afsted.

Vel ankommet til festen satte vi os til bords. Fire mand og en kvinde. Parret var allerede forudbestemt, så der var ikke de store håb om kvindeligt selskab de næste par timer. Dertil kom, at min sidemand havde alvorlige hjertekvaler. Ekskæresten var begyndt at se en anden, og han var bestemt ikke oplagt til fest.

Manden fra parforholdet drak ikke, mens hun havde halsbetændelse. Der lå derfor en tung byrde på mine og min ven Anders' skuldre. Vi skulle få festen til at køre, og vi gjorde da vores bedste.

Den lunkne snaps flød i rigelige mængder. Så rigelige, at Anders allerede under isen havde svært ved at tale rent. Men det var okay. Det var trods alt en fest, hvor det ikke gjaldt om at få lov til at køre hjem.

Skål med Toby og Pommeroy

90 års fødselsdagen var lige pludseligt på tv, og naturligvis måtte vi skåle med Sir Toby, Mr. Pommeroy og alle de andre imaginære gæster. Næsten som den fest der var i gang i levende live her i den samme stue.

Drukorgiet fortsatte, skålene blev kastet ud til højre og venstre og humøret blev højt. Midnat nærmede sig, og det lykkedes os at springe ind i det nye år adskillige gange. Ikke fordi vi havde flere tidzoner løbende igennem stuen, en mere fordi vi ikke kunne koordinere vore bevægelser med rådhusklokkerne.

Ude på gaden så vi fyrværkeriet som alle de andre bekostede. Ingen til vores fest havde ofret penge på den slags. Nærmest som med champagnen. Ingen havde tænkt over den slags, bortset fra mig. Ikke fordi jeg har noget imod at dele, men jeg foretrækker nu at drikke en hel flaske alene. Men sådan skulle det altså ikke være i år.

Hej-ho og en hel flaske rom

Snapsen og champagnen var sluppet op, men heldigvis var der stadig en flaske af den billigste rom og lunken cola i huset. Også disse to flasker blev nedsvælget hurtigt, og lige så stille begyndte jeg at blive urolig for, at det var slut med de våde varer.

I det samme ringede telefonen. Det var en ven af huset, der havde besvær med at binde slipset. Ingen af os magtede at gøre det over telefonen, men opfordrede ham til at komme forbi. For et beskedent vederlag mente vi nok, at vi var i stand til at binde den smule slips.

Han kom, så og gav mere at drikke. Han reddede vores fest, og vi hans. Vi bandt, efter mange mange forsøg det sorte slips, og han kunne gå videre til den fede fest, og vi kunne drikke videre. Vi havde måske nok sat næsen op efter en invitation, men da den aldrig kom, var der ikke andet for end at fortsætte vores eget private druk-o-rama.

Tre tilbage tilsidst

I mellemtiden var festens eneste kvinde gået syg i seng, og vennen med hjertekvalerne forsvundet ud i det uvisse. Tilbage var kun afholdsmanden, ustyrligt fulde Anders og så jeg selv. Jeg prøvede at følge Anders ind i rusens tåger, men gårsdagens heftige fest havde advaret min lever om, at den igen skulle på arbejde.

Og da der så endelig ikke var mere at drikke i huset, da Anders stort set ikke kunne gå, og jeg havde indset, at det aldrig ville lykkes mig at opnå en ordentlig rus, var der ikke andet for end at gå hjem i seng.

Men så var klokken jo også allerede fire. Suk, det var den vel nok hyggeligste nytårsfest, jeg nogensinde har været til, men så langt fra det kæmpe brag, jeg havde forventet mig af årtusindsskiftet.