|
Alt for de idrætsstuderende
SPORT: Horoskoper, ballarinaer og en hånd i lommen var på programmet, da de idrætsstuderende som afslutning på faget bevægelses- kommunikation holdt "showtime".
Af
CAMPUS: At universitetet ikke blot er for gamle bøger og støvede hjerner, beviste et hold idrætsstuderende på 3. semester, da der torsdag i sidste uge var "showtime" for dem i idrætshallen på 1. sal ved Institut for Idræt. Hver enkelt af de studerende opførte et hjemmebrygget teater-dansestykke af 5-10 minutters varighed til musik, som sammen med brugen af lys og spotlights skabte en helt professionel stemning i den lille mørklagte hal. Der var dog ingen primadonna-nykker eller tab af jordforbindelse at spore hos de studerende, som kun var adskilt fra jorden af tynde måtter, der fungerede som siddepladser. Måtterne, som var placeret langs den ene endevæg, var torsdag invaderet af hold D fra 3. semester, som - i sikkerhed mellem sportstasker, jakker, colaflasker og daggamle madpakker - fulgte holdkammeraternes moves på dansegulvet. Alt for damerne Dorte Madsens bidrag til rækken af opvisninger hed "Alt For Damerne s. 128". Om hun tjente på reklamen er stadig uvist, men i hvert fald blev horoskoperne fra side 128 i det farverige blad læst op, imens Dorte Madsen hoppede, dansede, gik og kravlede sit budskab ud til tilskuerne. De sad pænt og stille og så på, indtil horoskopet bebudede, at det i denne uge var tid til at "gå på tværs af gældende regler". Det tog Dorte Madsen nemlig ret bogstaveligt og vadede tværs gennem flokken af tilskuere, som i en fart fik samlet de bedste af madpakkerne til sig, så de ikke blev trampet ihjel. Jeg har brugt horoskoper, fordi det er noget vi alle sammen læser. Også selv om vi siger, at vi ikke tror på dem, men tværtimod mener, at det er noget tøsefnadder. Det synes jeg også selv nogle gange, men her har jeg prøvet at lægge mere vægt bag ordene, så jeg viser noget mere, end de siger, fortæller Dorte Madsen, som havde øvet sit show i fire dage. Det føles godt Havde der været en præmie for mest yndefulde udklædning, havde den helt sikkert gået til Kim Henriksen. Med en overdådig lyserød fjerpragt på hovedet og sine lange ben skruet ned i tights, opførte han en meget yndig ballarinasekvens, som blandt andet bød på kreative spring rundt i salen. Efter astrologen og ballarinaen fulgte opvisninger til blandt Alanis Morisettes’ "Hand in my pocket", og derefter fik Anne Bak Stigsen hænderne op ad lommen og leverede med vrid og vrik sin fortolkning af de seksuelle undertoner i "Just because it feels good". Og Anne Bak Stigsen var ikke den eneste, der "følte godt". Bestået/ikke bestået Showtime fungerer som en slags bestået/ikke bestået eksamen i faget bevægelses-kommunikation, og underviser Susanne Ravn så vældig tilfreds ud med sine studerende, som alle fik en kort evaluering efter deres opførsel. I hvert fald var det "fedt at se, at Kim Henriksen kunne bruge hele kroppen", og at dansen til "Hand in my pocket" "kraftedme passede til musikken", som han udtrykte det.
|
20/12/99 © Ugejournalen |
|