Vådt var det fredag formiddag i sidste uge få timer før orkanen hærgede Odense og resten af landet.

KLUMMEN: At bevæge sig udenfor i december kan være forbundet med livsfare og medføre varige psykiske mén. Det erfarede Ugejournalens reporter, der i fredags gik igennem, om ikke ild, så spandevis af decemberkoldt regnvand ganske få timer før orkanen overfaldt Odense.

Af NETE KAMPER
Foto: NETE KAMPER

Den ellers så stilfærdigt dinglende julepynt i Vestergade blev i fredags rusket godt og grundigt af vinterens første voldsomme stormvejr. Regnen væltede ned i kaskader det meste af dagen, og gadebilledet var præget af paraplyer, regnslag og sure miner.

Som reporter på Ugejournalen fik jeg en dårligere dag end de fleste, da jeg, af min ellers så tilregnelige redaktør, midt i uvejret blev beordret ud til Blangstedgårdkollegiet for at sikre billedmateriale til artiklen om de farverige studenterhybler.

Iført store støvler, ulden frakke, digitalt kamera og en diskret finger til redaktøren trodsede jeg orkanens rasen, kastede mig op på cyklen og begav mig på vej.

Lidt sydøst for Bilka kom den første skylle. Den gråsorte himmel trak sig sammen, åbnede for sluserne og lod vandet vælte ned i kaskader.

Fuck, mumlede jeg bittert, mens cyklen borede sig vej gennem de mudrede stier i retning af det lille kollegium.

I samme øjeblik som vandet begyndte at finde vej ind i støvlerne, og det uldne tørklæde fløj af og landede i en stor vandpyt, dukkede Blangstedgårdkollegiet op.

Den gennemvædede, men endnu ikke helt grædefærdige, Ugejournal-skribent (mig) samlede sit halstørklæde og sig selv sammen, stillede cyklen og pakkede det digitale kamera ud.

Et par lette tryk på udløserknappen og så hjem i varmen. Troede jeg. Det viste sig imidlertid, at displayet gik i sort, og at ingen billeder derfor var kommet sikkert i kassen. Redaktøren måtte kontaktes.

Over mobilen fra sit lune operatørkontor på universitetet kunne han ikke undertrykke et lille fnis, da jeg, nu fuldstændig gennemblødt, peb min klagesang over den indviklede teknik i duet med den brølende blæst.

Står du i mudder til knæene? Tjaee...men du bliver altså nødt til at tage dem om, beklagede han og lagde på.

Så efter endnu et besøg hos det flinke, færøske par i nummer 73 måtte jeg genoptage regndansen i gården i forsøg på at få de stormomsuste gavle sikkert foreviget uden at træde i pytterne eller gøre det dyrebare kamera vådt.

Det er jo digitalt, vrængede jeg opgivende i en sur parodi på den efterhånden temmelig forhadte redaktør. Vanterne blev vredet, kameraet pakket ned og kursen sat mod universitetet.

Med mascara smurt rundt i hele ansigtet, gennemblødte bukser og en ustyrlig trang til at tude eller slå nogen ihjel, blev trapperne taget i to skridt, døren smækket op til kontoret og kameraet knaldet i bordet.

Hej...? smilede redaktøren fjoget. Blev du meget våd?

Så hvis nogen mener, at denne udgave af Ugejournalen indeholder en noget farvet reportage fra Blangstedgårdkollegiet, er grunden hermed givet: Blaim it on the weather!