|
Kollegiet i muddergrøften
KOLLEGIESERIE #7: Selvom Blangstedgård- kollegiet umiddelbart ligner en arkitektonisk druktur, vinder de små lejligheder ved nærmere bekendtskab.
Af NETE KAMPER
SYDØST: På Blangstedgårdkollegiet er det ikke høj musik, der strømmer en i møde, når man i strid modvind og heftig regn pløjer sig møjsommeligt gennem den mudrede græsplæne, der omgiver de sammenbyggede boliger. Det er derimod høje hvin og gjaldende råb fra stedets mange børn, der flænger den frostkolde decemberluft. Her bor faktisk rigtig mange børn, så selvfølgelig er der meget larm, men det er nu ikke nær så slemt som på Rasmus Rask, fortæller 21-årige Jonas Bardino, der flyttede ind på Blangstedgårdkollegiet i august og læser datalogi på andet år. Der er en helt anden stemning her. Man kender hinanden, selvom vi er en del nye, der flyttede ind i sommer, siger århusianeren. Jonas nåede at bo et års tid på Rasmus Rask kollegiet, inden han fik nok: Det var fedt at komme væk fra betonbyggeriet. Der herskede et ret upersonligt miljø. Her er der en helt anden stemning. Folk er mere hjælpsomme, flinke og et stykke henne i deres studie. De har styr på tingene og ikke så meget, de skal have løbet af sig, forklarer Jonas, som blandt andet er kollegiets internetansvarlige. Far, mor og børn Med store glaspartier og facader i alle tænkelige farver ligner de sammenbyggede lejligheder på Blangstedgårdkollegiet et psykedelisk pandekagehus. Denne dag står de små toetagers rækkehuse og sopper i en enorm sø af vand, der genspejler de kulørte facader. Det sædvanlige kollegieklientel må man spejde længe efter. Her domineres billedet af barnevogne, lyserøde gummistøvler i størrelse 28 og fædre med cykelhjelm og fjällrävenrygsæk. Min datter er glad for, at vi bor herude. Hun leger med de andre børn, og jeg er tryg ved at lade hende rende rundt, fortæller 26-årige Maibritt Hansen. Hun og hendes mand, Hans, der er 28 år og læser til maskinmester, flyttede til Danmark fra Færøerne for fem år siden. De bor i en to-værelses lejlighed med deres 8-årige datter Elisabeth. Vi flytter hjem til Færøerne til sommer, når Hans er færdig. Her er alt for lidt plads med et barn, men det er et rart miljø, og vi savner ikke byen. Trappetrin tæller På Blangstedgårdkollegiet skal man være to for at kunne leje en af de 10 lejligheder på 47 m2, der findes. Derfor er det hovedsageligt par, der flytter ind. Det er svinedyrt at bo her taget i betragtning af, at det jo er et kollegium, understreger Hans, der læser til eksamen i den øverste køje inde på soveværelset. Han og Maibritt betaler 3400 kroner om måneden for deres lille hjem. Og så er trappeopgangen endda med i beregningen, smågriner Hans. Jonas Bardino sidder for 1700 kroner. Han kan brede sig på 24 m2 og er ganske godt tilfreds: Det er rart at have sit eget bad og køkken, men det er sgu´ umuligt at være mere end én kok over kogepladerne. Kaffe og kage Selv i øsende regnvejr og på meget lidt plads kan man ikke undgå at fornemme hyggen på det 11 år gamle kollegium. Jonas Bardino fremhæver det sociale netværk: Når nogen har fødselsdag, er der kaffe og kage i kælderen. I sidste weekend havde vi julefrokost, og der har også været afholdt Tour de Chambre(*). Om sommeren griller vi og spiller volleyball. Det er dejligt med de grønne områder, og hvis byen kalder findes der jo altså både cykel, taxa og bus, påpeger Jonas. Den studerende jyde kunne godt forestille sig at blive boende på Blangstedgårdkollegiet under det meste af sin studietid. Meeen, det bliver måske lidt trangt i længden, smiler han og lukker døren bag sig.
|
06/12/99 © Ugejournalen |
|