Århundredets største orkan kalder Danmarks Meterologiske Institut fredagens naturfænomen. Denne campingvogn på byggepladsen på SDU, Odense Universitet, kunne ikke klare de voldsomme vindstød.

ORKAN: Flyvende tagsten, væltede mure og træer rykket op med rødder gjorde en weekendudflugt til Esbjerg til et sandt helvede. På trods af et livs erfaring med efterårsstorme og oversvømmelser i marskens landsbyer var tilstanden chok!

Af THYRA MARIE BONDE
Foto: ANDERS TYSTRUP
Reportage fra orkanens øje ved Vestkysten.

ESBJERG: Tre veninder tog vi afsted til Esbjerg for at komme til konference fredag og lørdag på universitetet i Esbjerg. Den velkendte fiskearoma drev ind fra vest, da vi ankom først på eftermiddagen. Her var vi dog ikke klar over, at vinden varslede århundredets orkan og vort livs mest uhyggelige møde med elementerne.

Ingen strøm

Som opvokset i marsken i Tønder-egnen og med adskillige stormfloder i bagagen kunne jeg med sikker og let overlegen stemme berette for mine to veninder fra Fyn og Sjælland om, hvordan man klarede sig i disse situationer tendenserende til storm.

Hen på eftermiddagen begyndte vejret nu at blive ret voldsomt, så da strømmen pludselig forsvandt på hele universitetet, og vi nu sad i total mørke, blev jeg nu lidt foruroliget. Universitetet, som ligger langt udenfor byen, var efterhånden temmelig omblæst, og vi måtte i skæret fra små fyrfadslys sande, at det nok ville blive vanskeligt at komme frem til stedet, hvor vi skulle overnatte.

Oversvømmelsesfare

På forhånd havde vi aftalt med en studiekammerat, at vi kunne sove hos dennes forældre i den nærliggende landsby Hjerting. Nu kunne et par kantinedamer med et særdeles uroligt udtryk i ansigtet imidlertid fortælle os, at Hjerting som regel var det område, der først blev ramt af oversvømmelser, og hvor vejene først ville blive ufremkommelige på grund af væltede træer.

Hmmm. Nå. Det ændrede jo lidt på situationen. Sveden begyndte at pible frem.

Et blik ud af de kæmpestore panoramavinduer fortalte os, at dette godt kunne gå hen og blive en vanskelig aften. Ruderne i vinduerne vibrerede ikke bare, men så kraftigt ud til at kunne sprænges hvert øjeblik, det skulle være. Så vi rykkede lidt væk og drøftede situationen, mens pulsen steg.

Hvor skal vi sove i nat?

Skulle vi mon overnatte på universitetet? Ingen af os kendte andre i Esbjerg, vi kunne sove hos. Men måske vi alligevel skulle tage med ind til byen for at overnatte på hotel? Flere var begyndt at køre afsted ind mod byen, så vi kæmpede os ud til en af bilerne.

Det var næsten umuligt at komme hen til vognen, som stod ti meter væk fra indgangen. Vi var lige ved at blæse om kuld, og regnen slog ind mod ansigtet.

Ragnarok

Turen ind til byen blev vanskeliggjort af væltede træer og lyskurver, som ikke virkede. Da de første boligkarréer dukkede op på hver side af bilen, oplevedes det som TV-billeder fra krigshærgede områder. Min umiddelbare association var nyhedsudsendelser om Bosnien, og begrebet Jerusalems ødelæggelse gav pludselig helt ny mening.

Der var ingen belysning på vejene, og husene var helt sorte. Uden for bilen rasede vinden, og rundt om os fløj der tagsten ned fra husene. Det lød et stort BUMP på bilens tag, og jeg overvejede kort at blive religiøs.

Vejene var helt røde af smadrede murbrokker og tagbeklædning. I midten af byen var mure styrtet sammen og lå ud på vejene, og enkelte mennesker forsøgte desperat at komme i ly.

I sikkerhed?

Med taskerne over hovedet løb vi ud af bilen og ind på Hotel Ansgar, hvor vi straks ringede hjem til bekymrede familiemedlemmer. Problemet var bare, at hotellet var helt fyldt med gæster, og der lod ikke til at være nogen ledige værelser.

Berusede gæster væltede rundt med maverne fulde af snaps og julefrokost, og vi besluttede os for at stille sulten med noget af den øl, fisk og grønlangkål, som var stillet frem.

Bekymrende meldinger

Hotellets ansatte fortalte om de seneste meldinger fra radioen: Halvdelen af husene på den lille flade vadehavs-ø, Mandø, var væltet, og på Rømø evakueredes indbyggerne. Endnu en opringning til min mor i Tønder-området satte sindet i kog, da hun kunne fortælle, at folkene i nabolandsbyen blev evakueret.

Der var meldinger om vindstyrker på 60 meter i sekundet og vindmålere, som var blæst i stykker. Ved stormstyrke blæser vinden med cirka 25 sekundmeter, og orkanstyrke er 33 sekundmeter.

Nu forlød det så, at en del af gæsterne fra 3. Sal blev evakueret fra deres værelser, da noget af taget var blæst af. Vi spiste bekymret videre og måtte til sidst finde en løsning på overnatningsproblemet. Nu kunne det pludselig lade sig gøre, at få et værelse på tredje sal.

Tvunget af omstændighederne takkede vi ja og fandt værelset i fin stand. Kun lidt puds var faldet ned i badeværelset. Efter en nats urolig søvn vågnede vi op til udsigten af gader, hvor murbrokker flød overalt, og kæmpemæssige træer lå rykket op med rødder.

Ved konferencens afslutning tog vi lørdag toget hjem til Odense. En tur på adskillige timer eftersom der endnu ikke var ryddet helt op på skinnerne efter orkanens vilde hærgen.

Thyra Marie Bonde - Orkanens øje - Vestkysten!