Nu er det jul igen

Julemusen
 
 

KLUMMEN: Juleøl, tændte juletræer i gaderne og juleindkøbskataloger i brevkassen markerer tydeligt, at julen er over os. Hjerternes fest glæder mange, men vi er nogle, og vi bliver flere og flere, der har en dårlig smag i munden.

Af TOMMY ANDRESEN

Det starter allerede i begyndelsen af november. De første juletilbud ligger i entreen og spærrer vejen ud i den frie verden. Jeg sukker og ved, at det nu er den tid, hvor jeg får jul i hoved og røv. Ikke fordi jeg har noget i mod julen som sådan. Nej, slet ikke. Det er bare alt det der følger med.

Som barn husker jeg juletiden som en periode, hvor jeg skulle opføre mig ekstra pænt. Resultatet fulgte umiddelbart efter. Hver morgen var der en lille kalendergave, der mindede mig om, at jeg også den kommende dag skulle være en artig lille dreng. Og selvom den gulerod ikke er der i dag, forsøger jeg stadig at opføre mig blot nogenlunde ordentligt. Men det er fandeme svært.

Forleden dag dumpede der et katalog ind fra et legetøjsfirma. Det lokkede med alskens fantastiske tilbud, og da jeg var i gavehumør, satte jeg mig til at studere det grundigt. Minsandten om jeg da ikke fandt en dejlig gave til min lille kusine, der sikkert ville blive henrykt over teletubbiesfigurerne, der ovenikøbet kan sige noget.

Men så var det, at min hukommelse indhentede mig. Var der ikke noget med et sommertilbud, hvor nøjagtigt de samme figurer var hundrede kroner billigere? Et kig i de gamle kataloger, jeg aldrig får mig taget sammen til at smide ud, viste, at de selvsamme figurer var langt billigere for bare et halvt år siden. Og det kalder de et juletilbud!?

Nu er det sådan, at jeg ikke har noget i mod det frie marked og de frie priser. Du ved, udbud og efterspørgsel og alt det der. Men helt ærligt, kan det være meningen, at vi alle skal betale i dyre domme bare fordi, det er blevet juletid? Åbenbart. Jeg har forgæves prøvet på at overbevise familien og den nærmeste omgangskreds om, at julen ikke er andet end en kommerciel fest. At vi ikke skal give hinanden gaver, men knus i stedet. Svaret var dels hånlig latter, dels trækken på skuldrene.

No can do. Du skal jo tænke på børnene, de glæder sig til gaverne, sagde min kusines mor. Jamen, det er da bare et spørgsmål om opdragelse. Giv kusinen en gave, når hun har fortjent det, eller når du har lyst. Lige nu er det bare en pligt, og så har det slet ikke noget at gøre med hjerternes fest, som "i de gode gamle dage"! Mit håb og missionsmål er at omvende alle til, at det igen drejer sig om hjerternes fest.

Så hvorfor ikke være med fra starten. Slut op om budskabet, og gør selv en indsats. Du får det meget bedre med dig selv bagefter.


29/11/99 © Ugejournalen