|
Bred, bredere, Bredstedgade
KOLLEGIESERIE #5: Med masser af liv i baren og postadresse i centrum, er Bredstedgadekollegiet et af de mere attraktive i Odense. Og med en husleje på den rigtige side af 1500 kroner også et billigt alternativ til et bofællesskab.
Af TOMMY ANDRESEN
CENTRUM: Kender du det? Du er lige stået af toget og kan næsten ikke overskue at slæbe alt det tøj, som din mor har vasket, hjem? Problemet er ikke så stort for beboerne på Bredstedgadekollegiet. Det er bare lige over vejen, og så står de i køkkenet. Næsten. Minibofællesskab Bredstedgadekollegiet er indrettet som 25 små lejligheder, med tre værelser i hver. Her bor så tre kollegianere, der deler køkken, bad, toilet og entre. Desuden findes en enkelt "par-lejlighed". Det er næsten som et lille bofællesskab, bortset fra, at der for beboerne er masser af goder, du ikke normalt finder i et bofællesskab. For hvem har egen bar, bordtennis, billiard, fri internetadgang og værksted? Og så for kun 1462 kroner om måneden? Svaret er enkelt: Beboerne på Bredstedgadekollegiet. Værelserne er på 12 kvadratmeter, men så er alt betalt. Det eneste kollegianerne selv skal betale er vasken. Det forgår i kælderen, og her skal der bruges Danmøntkort. Maxi socialt netværk Formanden for Bredstedgadekollegiet, Peter Thesbjerg, fortæller, at det sociale samvær er helt fantastisk: Du kan altid gå i kælderen, hvor vi har vores bar og fælleslokaler. Dér er der altid nogen, der er med på et eller andet. Fælleslokalet her et virkeligt positivt træk, ikke mindst på grund af de impulsive påfund. Der bliver tit arrangeret en videoaften, hvor alle bare kan komme og se med. Udover de "almindelige" fester, er der fredagsbar hver uge. Undtagen i eksamenstiden. Men tro ikke, at kronerne til øl og sodavand er helt spildte. Næ, fordi overskuddet fra baren bliver brugt en gang årligt, hvor kollegiet afholder den efterhånden legendariske grisefest. En fest også Ugejournalens udsendte har deltaget i. Og dét er en fest! For en beskeden pris på omkring 120 kroner, afhængig af det forgangne års overskud, er der morgenmad, gammel dansk, helstegt pattegris og øl i stride strømme. Hele dagen. Alene det er hele huslejen værd.
|
22/11/99 © Ugejournalen |
|