Mon bagagerummet i disse biler rummer smuglervarer i stil med bagagerummet i Deres Udsendtes bil?

SMUGLERI: EU, harmonisering og fri bevægelighed burde gøre, at danskerne kan hente billige forsyninger i Tyskland. Alligevel er der sat begrænsninger på, hvor meget du må tage med hjem efter et besøg hos Mutter Poetzch og Papa Weinstube. Ugejournalen har besøgt begge.

Af TOMMY ANDRESEN
Foto: ANDERS TYSTRUP

TYSKLAND: Hver uge reklamerer tyske købmænd i aviserne for billig sprut og cigaretter. Men danskerne må alligevel ikke tage det med over grænsen. Ugejournalen har undersøgt, om det alligevel kan lade sig gøre.

Penge, pils og panik

Forventningerne er i top og stemningen højt løftet, da Ugejournalens udsendte og dennes to kammerater indfinder sig på Papas Weinstube. Den ligger omkring 400 meter syd for den dansk-tyske grænse ved Kruså. Et lille værtshus, der udover de obligatoriske stamgæster, primært lever af danske ølturister, der lige skal have stillet sulten efter øl, pølser og sauerkraut.

Der er mørkt, og der fornemmes en vis anspændthed i lokalet. Det kan ikke være fordi vi ikke falder ind i billedet tænker deres udsendte efter et hurtigt blik rundt i lokalet. Her sidder masser af unge mennesker og hælder øl i svælget. Vi vælger at placere os i et diskret hjørne, hvor vi kan holde øje med de andre gæster. Men efter at have smagt på de ikke helt billige varer, vover vi os frem i det skumle lys. Helt op til Peter og Lars, der kommer fra Kruså.

– Vi sidder her, fordi det er lørdag aften, og vi alligevel skal hente øl til senere. Så kan vil jo lige så godt drikke et par øl her først, fortæller Lars.

Alligevel forstår vi ikke helt, hvorfor stemningen er så afdæmpet. Men Lars forklarer, at det har noget med tolderne at gøre.

– Vi ved jo aldrig, om de måske står der og bare venter på at give os en kanonbøde.

Oh-oh, tænker vi, og uvilkårligt glider tankerne hen på seks flasker vodka, tre flasker whisky og tre flasker snaps, der ligger i bagagerummet. Panikken breder sig.

Pils og panik

For kun tyve minutter stod vi alle tre foran hylderne hos Poetzch, og valgte de billigste, ukendte mærker i spiritus vi kunne opdrive. Uden at skænke tolderne en tanke. Det er helt anderledes nu.

– Hvad fanden gør vi? Jeg kører altså ikke den bil over grænsen!, siger Bo, der i dagens anledning har slået følge med Ugejournalen.

Heller ikke Michael er alt for begejstret ved tanken, og skynder sig at skylle en Bommerlunder (tysk snaps, red.) i halsen:

– Jeg tror heller ikke jeg kan køre. Jeg har allerede fået for meget at drikke, siger han, idet han bestiller en ny snaps hos bartenderen.

Derfor beslutter undertegnede sig til at tage téten, og melder modigt ud:

– Jeg kan sgu sagtens køre!

Som sagt så gjort, vi vælter ud i Ford Sierraen, model alt for gammel, og triller lige så stille mod grænsen.

Grænsen er nået

De fire hundrede meter føles som en tredobbelt triathlon. Bortset fra, at grænsen nærmer sig alt for hurtigt. Lige pludseligt hiver Michael en flaske vodka og en dåsefanta frem:

– Hey, se jeg kan blande uden et glas.

Ugejournalens udsendte panikker, og beder Michael i utvetydige vendinger at pakke lortet væk, inden panserne ser os. Paranoiaen presser på. Prøver at se uskyldig og ligegyldig ud, da pasbetjentenspørger efter passene. Dumt. Han vil rent faktisk se passene, det var ikke en joke. Han får dem, og vi triller 50 meter hen mod toldernes bur.

Det ser mørkt ud, men det er sikkert bare et trick, for at vi smuglere skal føle os sikre. Jeg mærker, hvordan sveden pibler frem på panden og i armhulerne. Blikket flakker, og stemmen vil slet finde sit naturlige leje. Nu sker det. Buret er lige foran. Lige ved siden af. Og nu - bagude. Der var ingen toldere.