|
Studenterhusets tamburmajor
VAGTSKIFTE: Studenterhuset har fået ny formand. Hans Henrik Jeppesen blev valgt ved Studenterhusets Generalforsamling den 4. november, og glæder sig til at komme i gang med arbejdet.
PORTRÆT: Studenterhuset i dets snart fireårige levetid været inde i meget stormvejr, især økonomisk. Men på et punkt har der været kontinuitet: Formandsposten. Måske også fordi formanden bliver valgt for et år af gangen. Og nu er der så en ny på posten. Må vi præsentere: Hans Henrik Jeppesen, 24 år, læser medicin på femte semester på SDU, Odense Universitet. Tamburmajor??? Henrik er en yderst aktiv herre. Han har ikke kun været aktiv hos FADL, men også tidligere spillet på tromme i et tamburorkester. En for de fleste af vennerne velbevaret hemmelighed. Men nu er det blevet tid for Henrik til at slå takten an for de omkring 150 frivillige, der bruger en del af deres fritid på Studenterhuset. Selv har han fulgt pulsen og takten på Studenterhuset i et års tid. I starten som frivillig bartender, men hurtigt fandt han sammen med andre, der interesserede sig for musik. De besluttede sig til at lave gruppen 80%, der står for diskotek og chilloutcafé i Studenterhusets regi. Selv kan Henrik sagtens finde på at smide med pladerne når der er diskotek på huset, der er nemlig fest i manden. Jeg går aldrig af vejen for en lille rask fest, der skal der også være plads til. Bindeled mellem frivillige og bestyrelse Studenterhusets nye formand har været glad for fællesskabet, og håber at kunne bidrage til den positive ånd, der hersker på stedet: Her arbejder alle for det samme mål, nemlig at gøre Studenterhuset til det bedste sted i Odense. Målet er at gøre Studenterhuset til mere og andet end "bare" en café, som man lige besøger inden turen går videre ud i byen. Huset skal være et kultursted, hvor der er så meget mere at komme efter. Vi har allerede meget af det, men de studerende ved det bare ikke endnu. Udover at have sine egne visioner for Studenterhuset, ved Henrik godt, at det kræver noget andet af ham: Jeg skal være husets ansigt overfor officielle organer, som for eksempel kommunen eller uddannelsesinstitutionerne. Men derfor må jeg naturligvis ikke glemme, at jeg også skal være noget for de frivillige. Og det kan du opleve gang på gang ved at besøge Studenterhuset, hvor Henrik ofte slår sine folder og sig selv løs. |
22/11/99 © Ugejournalen |
|