|
Græsrøddernes netsucces
KOLLEGIENET: En solstrålehistorie om samarbejde, spader og IP-adresser. Studienet Danmark er sammenslutningen af landets kollegienetværk, og foreningen vil kæmpe for at få politikernes øjne op for fremtiden.
Af JAKOB MOLL
ODENSE: Det er fedt at arbejde gratis. David Simonsen siger i en enkelt ironisk sætning alt om baggrunden for den nye forening, han er blevet formand for. Foreningen Studienet Danmark er et smukt eksempel på at 90'ernes unge ikke kun tænker på dem selv og hvilken farve Ericson der passer til det sorte tøj. Hvis du bor på kollegie eller i ungdomsbolig og læser dette, har du muligvis beviset lige foran dig. Der er 2000 studerende koblet på Kollegienet Odense, og det er kun gjort muligt af en hær af unge studerende, der har boret huller, gravet kabler ned og rodet med utallige opsætningsfejl. Alt sammen i deres fritid. Og sådan er det foregået i alle landets universitetsbyer. Græsrødder med stemmer På under to år er over 10.000 studerende kommet på nettet, og nu har de lokale græsrødder, der har leveret det hårde arbejde, fået en stemme. Studienet Danmark skal få politikerne til at fatte, at de i de studerendes netværk har fremtiden lige ved hånden, hvis Danmark skal følge bare en smule med IT-frontløberne i Europa. I Sverige får de studerende tilbud om ISDN forbindelse hjem til dem selv, forklarer David Simonsen. Svenskerne er begyndt at tilbyde nogle universitetskurser som fjernundervisning, og i England er der kurser hvor ingen af de studerende bor i landet. Jytte, Jan og Birthe Weiss i koma Der er noget tagen-sagen-i-egen-hånd over netsuccessen. Forskningsministeriet har hældt vand ind i det ene øre og ud af det andet i deres udvalg "Det Digitale Danmark" siden januar. Udvalget nedkommer med en rapport om nogle måneder og i løbet af år 2000 skulle der komme en overordnet IT-strategi fra regeringen. Det ville i så fald være den første siden Grundtvig. David Simonsen håber at Studienet Danmark bliver nævnt i Det Digitale Danmarks rapport. Det er der en grund til: Han vil have et landsdækkende studienetværk på finansloven. Det er for dårligt at vi har skullet gøre det selv. Tænk på hvor mange timers gratis arbejde vi alle sammen har lagt i det. Politikkerne må åbne øjnene for mulighederne, mener formanden for den nystiftede forening. Og muligheder er der nok af. Det ville for eksempel næsten ikke kræve nogle ressourcer at transmittere forelæsninger på internettet, forklarer David Simonsen. Konkurrencen intensiveres Man kunne på længere sigt tage kurser andre steder i landet - en reel konkurrence på kvalitet mellem de højere læreranstalter kunne meget nemt reformere hele uddannelsessystemet. Dårlig underviser? Så tager jeg kurset i Aalborg. Men de skal lige opdage det på Christiansborg. Så Studienet Danmark skal informere alt og alle om, den solstrålehistorie de repræsenterer. Imens kommer der flere og flere studerende på netværket - om nogle måneder 3000 studerende i Århus. Her i Odense er 2000 studerende på. Og så har Odense en sympatisk rekord: Så vidt David Simonsen husker, er H.C. Ørstedkollegiet landets største kollegium, hvor beboerne har lavet alt arbejdet uden hjælp udefra. |
08/11/99 © Ugejournalen |
|