|
Køkken med udsigt
KOLLEGIESERIE #3: Teknisk Kollegium er med sine 115 beboere Odenses tredje største. Hvis man vil bo centralt, er placeringen tæt på genial - sølle fem minutters gang fra gågaden.
Af KASPER FRICHE
CENTRUM: Det lille køkken er lunt og lyst. Udenfor hviler solens sidste stråler i trætoppenes rødbrune efterårsdress. En lille flok drenge spiller til et mål på fodboldbanen bagved kollegiet. Hvor fodboldbanen stopper, begynder byen. Odenses tredje største kollegie ligger kun et stenkast fra centrum og er måske byens bedst placerede kollegie. Girafkano og gratis poolbord På Teknisk Kollegium har man gjort lidt mere ud af de goder, der normalt følger med, når man bor på et kollegie. Ud over en veludstyret tv og avisstue og internt PC-netværk, er der opstillet et poolbord, som frit kan benyttes af alle på kollegiet. Skal det være vildere endnu, kan man sejle en tur i en af kollegiets to kanoer -begge bemalet med girafmønster. Et rygte vil vide, at et lokalt bryggeri har haft finger med i spillet. Lyst og venligt kollegium Værelserne er typisk kollegiestørrelse, altså ikke verdens største, men hyggelige. Kollegiets køkkener er ret lækre. De er lyse og velholdte, og har en super udsigt ind over Odense midtby og Munkemose. Tidligere var der problemer med endagsbesøgende fra parken og de nærliggende værtshuse. Tyveknægte som indimellem lånte lidt mere end en kop sukker. Det problem er løst nu. Hoveddøren har fået monteret en elektronisk lås, og alle beboerne er blevet udstyret med magnetkort til at låse døren op med. Men det er jo også Teknisk Kollegium... Godt klima på kollegiet Christina og Kristoffer, der har boet på kollegiet i henholdsvis to og fem måneder, er enige om, at der hersker en god stemning på kollegiet. Og så har vi en rigtig god fredagsbar, siger Kristoffer med et stort smil. Cirka hvert halve år afholdes en større fest for hele kollegiet. Kristoffer synes festerne er gode, blandt andet fordi der bliver gjort meget ud af udsmykning. Sidst vi holdt fest, var temaet religion, og vores køkken kom som Helvede. Det var ret sjovt, fortæller han med et glimt i øjet.
|
08/11/99 © Ugejournalen |
|