|
Frikendt for børneporno
FRIKENDT: Torsdag i sidste uge blev en 28-årig mandlig beboer på Rasmus Rask Kollegiet frikendt for med vilje at have været i besiddelse af børnepornografiske billeder.
ODENSE NV: Det var en lettet mandlig studerende, der torsdag i sidste uge blev frikendt for med forsæt at være i besiddelse af børnepornografiske billeder. Han kan efter et halvt års forløb nu endelig tænke på noget andet end den alvorlige sag. I rettens begrundelse for frifindelse af den 28-årige kollegianer lyder det, at der ikke er tilstrækkelig grundlag for, at den nu frikendte mand har været klar over, at han har haft et enkelt ulovligt billede liggende mellem de mange andre tusinde, som han havde. Med andre ord giver retten den 28-årige studerende medhold i hans selverklærede uskyldighed. Vil på Nettet igen I et interview til Ugejournalen, som kan læses andetsteds i dette nummer, siger den 28-årige studerende, at han selvfølgelig er meget glad for sagens udfald, og han vil hurtigst mulig søge kollegiet om at få genetableret sin internetadgang. Hvis det står til Jesper Hald, der er een af fire i netværksgruppen, skal den nu frikendte beboer ikke have adgang til Internettet fra kollegiet igen. Vi kan ikke acceptere sådan noget, og hvis det står til mig, skal han aldrig have åbnet forbindelsen igen, siger Jesper Hald. Selvom Hald altså selv helst ser den 28-årige afskåret fra Internettet på kollegiet for evigt, så er det op til afdelingsbestyrelsen på Rasmus Rask Kollegiet at afgøre, om den studerende får åbnet sin internetadgang. Og rettens frikendelse får ganske givet mere at skulle have sagt end personlige meninger om sagen.
MED DEN FRIKENDTE KOLLEGIANER KLIK HER! |
08/11/99 © Ugejournalen |
|