|
Funk in the house
KONCERT: Studenterhuset lagde lørdag lokalerne til Superfunk, en aften i musikkens tegn. Men der ventede også Ugejournalen en overraskelse.
CENTRUM: Superfunk lyder mest af gode basrytmer tilsat en del guitar og en del sang. Men sådan var det slet ikke lørdag på Studenterhuset. Musikken var af den moderne slags, fortrinsvis blødere house. Det store udstyr var kørt i stilling til en fortrinlig aften, hvor danseskoene havde en mulighed for at blive ordentligt luftet. Fed overraskelse - fede frikadeller Ugejournalen bestemte sig til at møde op i god tid, da billetterne sikkert hurtigt ville blive revet væk. Bortset fra at det absolut ikke blev tilfældet på noget tidspunkt, så var det faktisk en rigtigt god ide at møde så tidligt op. De viste sig nemlig, at der samtidig blev holdt en firedobbelt fødselsdag, hvor fadøl kun kostede det halve af den normale pris, og bedst af det hele: Der var gratis mad. Lige hvad Deres udsendte trængte til, og ros til kokken. Frikadellerne var fremragende. Fed musik - fed stemning DJ Bach stod for en del af aftenens musikvalg, og det gjorde han med vanlig professionalisme. Slet ikke noget at beklage her, bortset måske fra den manglende tilslutning fra folk i Odense. At sige der kun var tre ludere og en lommetyv, er en fornærmelse mod de fremmødte. Men det er desværre det bedste billede der kan gives af situationen. Fø'sda' på Studenterhuset Studenterhusets gæster den aften bestod mest af fødselarernes venner og bekendte. Umiddelbart kunne man forledes til at tro, at det ville skræmme andre væk, men eftersom der stort set slet ikke kom andre, kan de heller ikke være skræmt væk. Til gengæld var de tilstedeværende i højt humør. Der blev fejret fødselsdage, skålet og sunget i ét væk. Så de få mennesker der havde fundet frem til Studenterhuset lørdag aften har helt sikkert haft en god aften. |
01/11/99 © Ugejournalen |
|