Hårdføre Hustlers

En imponerende optræden på scenen af Østkyst Hustlers
Hustlerne fra østkysten leverede en fantastisk koncert lørdag aften på Kollegiefestival '99.

SUBLIMT: Hovednavnet ved weekendens kollegiefestival, Østkyst Hustlers, gav den hele armen lørdag aften og løftede publikum i en rus af musik, glæde og vild stemning.

Af ANDERS TYSTRUP
Foto: ANDERS TYSTRUP

HCØ: De var der allesammen: Frontfigurerne Jazzy H, Bossy Bo, DJ Peyk og de seks andre medlemmer, der tilsammen udgør den ekstremt populære gruppe, Østkyst Hustlers.

Københavner-gruppen, der var hovednavnet ved dette årtusindes sidste kollegiefestival, levede da også til fulde op til de høje forventninger arrangørerne Lars Nielsen og Mads Stærke havde. For slet ikke at tale om de mange hundreder festivalsgængere.

Kanon stemning

I et halvanden times sprudlende og tempofyldt show lykkedes det for den populære gruppe at hæve stemningen i festivalsteltet til uanede højder.

Og alle de kendte sange var der. Specielt Kyssesvinet fik for alvor det rødhvide telt til at løfte sig, og samtlige publikummer hoppede op og ned som gummibolde på en trampolin.

At koncerten først startede en halv time senere end beregnet, var fodboldlandskampens skyld. Arrangørerne, Lars Nielsen og Mads Stærke, havde ikke lige taget højde for den vigtige kamp, så med tungen lige i munden lykkedes det de to festivalsbagmænd at berolige folk og udskyde starten på den sidste og største af de syv koncerter til festivalen.

Ugejournalen mener...

Da Hustlerne efter halvanden times koncert og to ekstra numre fortjent modtog deres hyldest, kunne Deres Udsendte med et tilfredsstillende sind sætte fire stjerne ud af fem på blokken for københavnernes flotte og ikke mindst medrivende musikalske performance.


06/09/99 © Ugejournalen