Vores mælk

Af DORTE LIND

Drik din mælk. Jeg kan stadig høre min mors formaninger, som nu er tyvstjålet af et højtlønnet reklamefirma. Jeg hader mælk, men det skulle være så godt for tænder og knogler og hvad ved jeg. I skolen forsøgte jeg hver dag at slippe for at drikke den gratis skolemælk. Når det ikke var muligt, holdt jeg fingrene for næsen, mens jeg skyllede den halvlunkne drik ned i svælget.

Alligevel har jeg det meste af mit liv haft dårlig samvittighed over, at jeg ikke drak mere mælk. Jeg slutter, at alle mine skavanker skyldes, at jeg gennem mit unge liv, hvor min krop udviklede sig, gjorde alt for at undgå mælk.

For mælk er sundt. Tankerne ledes uværligt hen på græssende brogede køer, der gumler kløver i sig dagen lang på en eviggrøn mark.

I en reklamefilm, lavet af føromtalte højtlønnede reklamefirma, strutter både Helena Christensen og Marcus Schenkenberg af sundhed, mens de bader sig i de kølige hvide dråber. For ikke at tale om det toptunede fodboldlandshold, der jo er på vej til EM med et mejeri som sponsor.

Heldigvis har min dårlige samvittighed over ikke at kunne lide mælk, fortaget sig en del den forløbne uge. For hvis nogen gik og troede, at dansk mælk var kilden til ufattelig sundhed, så er de blevet snydt.

Den dårlige hygiejne i staldene gør nemlig, at mejerierne har pasteuriseret dansk mælk ned på en tredje sidsteplads i den europæiske mælkeliga. Og helt ærligt: hvem er det, der aldrig drikker mælk, når de er på ferie i udlandet? Fra nu af burde det være omvendt: Drik KUN mælk når du er i udlandet!

Havde den danske mælk’s bundplacering nogen som helst indflydelse på EM i fodbold, ville vi kun kunne slå Italien og Grækenland. Vi ville komme ud af indledende runde uden sejr.

Måske skulle vi overveje at få bryggerierne tilbage på landsholdet ...




Hvad synes du om denne artikel?
Emne:    
Meget interessant Interessant Ikke interessant

Læseværdighed:    
Velskrevet Middelmådig Dårligt skrevet

Længde:    
For lang Tilpas længde For kort
     
Evt. kommentar:


29/05/00 © Ugejournalen