|
Jyske lærere på lærredet
FJERN- FORELÆSNING: Fjernforelæsningerne kommer. Nye tykke kabler i jorden mellem Syddansk Universitets afdelinger gør det fra næste semester muligt at få forelæsninger fra undervisere i Jylland.
Af JAKOB MOLL
CAMPUS: Vi kender det alt for godt: Sort snak og uforståelige ord på tavlen... Nogle dage virker afstanden mellem underviseren og de studerende på forreste række uendelig stor. Fra næste semester bliver afstanden alvor på Syddansk Universitet. De tykke kabler, der på det seneste er blevet gravet ned i markmulden omkring universitetet, gør det nemlig muligt at lave fjernforelæsninger over nettet. Kablerne kan overføre 155 Mbit mod de nuværende 2 Mbit. To auditorier på universitet bliver inden september udstyret med storskærm og webkameraer, så elever kan få forelæsninger fra undervisere i Sønderborg, Kolding eller Esbjerg. Kameraerne gør det samtidig muligt at stille spørgsmål, hvis underviseren begynder at tale fagswahili. Formålet er primært at give de studerende nogle flere valgmuligheder, når de planlægger deres studie, forklarer Jørgen Olsen, centerchef på universitetets datacenter. Forelæsninger derhjemme Allerede fra årsskiftet bliver det teknisk muligt også at lægge forelæsninger på internettet en smule forsinket. Så bliver det muligt for pendlere eller andre at følge med i undervisningen fra deres skrivebord derhjemme. Kvaliteten bliver selvfølgelig slet ikke den samme som i de interaktive auditorier, og Jørgen Olsen regner med, at der går tre år, før det bliver muligt at få forelæsningen i fjernsynskvalitet derhjemme. Derudover er der meget dårlige erfaringer med decideret fjernundervisning, fortæller Jørgen Olsen: På Vejle Handelsskole har man gennemført forsøg med fjernundervisning, og kun seks procent gennemførte. Det sociale går jo helt tabt. Alle får glæde af teknologien Det bliver til gengæld nemmere at bruge gæsteforelæsere. På den måde kan lærerkræfterne på Syddansk Universitet udnyttes bedre. Det bliver de studerende på Samfundsvidenskabeligt Fakultet, der først for glæde af den nye teknologi, men samtlige fakulteter er ved at forberede forslag til aktiviteter. De to auditorier bliver til deling, og netværket vil de næste år blive udbygget.
Hvad synes du om denne artikel?
|
29/05/00 © Ugejournalen |
|