KLUMMEN: At en del danskere ikke lige på stående fod kan huske navnet på landets Statsminister er måske forståeligt nok. Men at flere studerende på Odense Universitet ikke aner, hvad deres rektor hedder, er lidt af et mysterium.

Af NETE KAMPER
Tegning: ANDERS TYSTRUP

Efter i en uge at have forsøgt at få et interview med manden på Den akademiske Højborgs tinde, er det med gru gået op for mig, hvor få mennesker, der overhovedet er klar over, hvem der er rektor på Odense Universitet.

Henrik Tvarnø er da også en travl mand, og det kræver en god del planlægning at få en aftale i stand med ham - én, der vel at mærke også helst holdes.

Vejret var gråt og trist mandag formiddag. Ved skranken i administrationsbygningen spurgte jeg og en kollega om vej til Henrik Tvarnøs kontor. Vi skulle have en interviewaftale i stand og havde indset, at det kan være svært at finde rundt i "Førerbunkeren" uden et kort.

En ung pige kiggede betuttet på os over brillekanten og bad om navnet igen, inden hun febrilsk begyndte at slå "Tvarnø" op i en stor, tyk bog, der så ud til at rumme alle administrationes medarbejdere.

– Ja, vi har fået så mange nye på det sidste, såh..., smilede hun undskyldende og bladrede lidt på må og få.

– Jamen, det er jo bare Tvarnø - rektor, vi prøver at finde, forsøgte min kollega sig en smule befippet.

Pigen så op, smilede usikkert og undskyldende og vendte sig om mod en kollega, der med en træt håndbevægelse viste os retningen af Henrik Tvarnøs domæne. Denne oplevelse skulle vise sig at være den første i en lang række af spøjse reaktioner på det åbenbart totalt intetsigende navn: Henrik Tvarnø.

Der ringede absolut heller ingen klokker i en anden medstuderendes ører, da vi tirsdag eftermiddag mødtes over kaffe i kantinen. Han lyttede interesseret til mine overvejelser om det planlagte interview næste morgen - men spurgte ikke desto mindre, mens han kylede plastikkruset i en nærliggende skraldespand:

– Hvem fa´en er det nu lige, ham Tvarnø er?

Og sådan fortsatte det hele ugen.

Jeg lavede aftale på aftale med sekretæren, Ruth. Tvarnø aflyste ufortrødent, og på gangene, i kantinen og ude i byen voksede min undren over mine medstuderendes manglende viden om mandens rette identitet.

Folk lyttede venligt til mine beklagelser over og besværligheder med denne forfløjne Henrik Tvarnø. Men altid efterfulgt af det undrende spørgsmål:

– Tvarnø...øhh, hvem er det nu lige, han er?

Efter ugens mange uforstående miner og løftede øjenbryn, må jeg konstatere, at der på byens universitet sidder en rektor, hvis navn så absolut ikke skaber genklang i de studerendes ører.

Er navnet for kedeligt, eller er de studerende bare ligeglade og derfor uvidende? Måske er det i virkeligheden mig, der omgås de "forkerte" mennesker...

Én ting er sikker - hvis han dropper mig igen på mandag, begynder jeg så afgjort at tvivle på, om han overhovedet eksisterer.