|
UTV truet af lukning
PENGEMANGEL: Der er blevet flere lokalstationer, som skal dele Kulturministeriets tilskudspulje. Det har ført den frivillige studenterkanal UTV ud i strid økonomisk modvind. Om en uges tid afgøres det, om stationen må dreje nøglen om til sommer.
Af NETE KAMPER
CENTRUM: Solsorten er begyndt at fløjte i de lysere aftener, og forårsfornemmelserne breder sig blandt de studerende i Odense. Sommeren nærmer sig. For medarbejderne på Odenses lokale studenter-TV er det dog så som så med forårskådheden. Fuglefløjt, lune nætter og udsigt til kolde Albani-øl i solen minder om, at startskuddet til sommerferien kan blive dødeligt for det kun to år gamle UTV. Arrogant nedskæring Bestyrelsen har besluttet at se, om der i løbet af foråret kan skaffes andre midler, siger UTV´s Chefredaktør Lotte Jack. Men hvis der ikke sker noget drastisk snart, må vi begynde at afvikle stationen, så vi er klar til at lukke ned til sommer. Lotte Jack er meget ærgerlig over Kulturministeriets halvering af tilskuddet til driften af UTV. Jeg synes, det er utrolig arrogant fra Kulturministeriets side at skære i vores budget uden forvarsel. Vi har fået 10 dage til at sadle om. Men det tager tid - det er ikke noget der sker i løbet af no time, siger Lotte Jack. Giver det en skalle På UTV forsøger de frivillige medarbejdere, der hovedsageligt er studerende på Universitetet, nu at få sponsorer til at yde tilskud til den døende TV-station. Det batter ikke så meget. Det er et stort benarbejde og surt, at vi skal bruge vores energi på dét, beklager Lotte Jack. Hun understreger dog, at det unge TV-team ikke har tænkt sig at give op uden kamp: Vi læner os ikke bare tilbage og siger: nu lukker vi. Vi giver det en skalle. Flere om buddet Fra Kulturministeriets Tilskudssekretariat lyder det, at den stramme økonomi, som flere lokalstationer står med, skyldes, at der kommer flere og flere stationer, som skal dele pengene. På nuværende tidspunkt er der ingen planer om at forhøje puljen. Det er enormt ærgerligt, at vi måske bliver tvunget til at gå i graven efter to år, sukker Lotte Jack. Men vi straffes faktisk ikke specielt. Studenterradioen er også ramt - det er bare langt dyrere at lave TV, forklarer hun. Den 19. marts tages der stilling til UTV´s fremtid. Her skal det besluttes, om kampen for overlevelse føres videre eller om medarbejderne i stedet skal begynde at afvikle stationen. Ugejournalen følger op på beslutningen.
Hvad synes du om denne artikel?
|
13/03/00 © Ugejournalen |
|