Du er forudsigelig

Af JAKOB MOLL

Turen går til London må være tæt på toppen af listen over Danmarks mest læste bøger. Den rødhvide guide har ført mangen en fortvivlet dansker igennem metropolens urskov af kulturtilbud. Fra Towers middelaldervåben til Covent Gardens gadegøglere.

Men hvorfor er det, at vi skal til udlandet for at gå på museum, kigge på arkitektur og høre koncerter? Vi er sgu’ alle sammen på et tidspunkt trådt af et tog i Madrid, Wien eller Barcelona, med et interrailkort om halsen og vores forældres slidte guidebog i sidelommen på rygsækken.

Hver sommer træder unge europæere af IC3-toget i downtown Odense. Mon ikke mere end ét par spiser frokost på "Jensens Beefhouse", der jo lå lige der og lød så wonderfully local.

Og det er helt sikkert, at de samme unge europæere, når de har været i Odense tre dage har set mere af den fynske hovedstad, end de fleste studerende nogensinde når at opdage på tre, fem ller femten år.

Hvorfor skal vi altid se en film i Cafébiografen efterfulgt af aftenens jam-band på Franck A? Midaldrende parcelhusmødre har større fantasi: De tænder da af og til for fjernsynet uden at kigge i programmet først.

Nej, der er sjældent, at køen på Brandts når ud på gaden. At den Fynske Landsby er proppet med studerende eller idyllen ved Hollufgård nydes af andet end børnefamilier med klapvogne og praktisk tøj. Vi har nemlig ingen fantasi. Har du set cykelbådene ved Havhesten? Åen ser fantastisk ud nedefra, specielt en lun sommereftermiddag. Hvornår har du sidst været i teatret? Eller på loppemarket? Til en gratis klassisk koncert? Har du benyttet chancen for at se fremtidens professionelle musikere, når de studerende på konservatoriet holder koncerter?

Indgangen til Odense Zoo svarer til en enkel biografbillet eller halvanden øl til cafépriser. Stedet er åbent hele året. Caféøl fortryde man jo af og til, i sær de lørdag morgener, hvor nissen har fyldt din bukselomme med gule dankortkviteringer hvor underskrifter af en eller anden grund er på swahili. Zoologisk have fortryder du ikke. Det kan jeg garantere.

Vågn op, og gør for helvede noget nyt. Selv om det bare er et besøg på et rigtigt værtshus eller en slendretur ved den gamle Blangstedgård. Der er masser af muligheder, selv om Odense ikke er Wien. Og hvis det skal være vildt, så leg at du er en af de rygsækrejsende, der træder af toget hver sommer. Turistinformationen ligger på Vestergade.


Hvis du vil videre...
Find andre seværdigheder på www.odenseturist.dk


LÆS OGSÅ:




Hvad synes du om klummen?
Emne:    
Meget interessant Interessant Ikke interessant

Læseværdighed:    
Velskrevet Middelmådig Dårligt skrevet

Længde:    
For lang Tilpas længde For kort
     
Evt. kommentar:
Navn:
Email:


28/02/00 © Ugejournalen