Brødrene Olsen, der vandt lørdagens danske Melodi Grandprix 2000.

ANMELDELSE: DANSK MELODI GRANDPRIX 2000.

Det er den eneste lørdag på året, hvor man ikke skal vælge mellem fest og fjernsyn. DR havde satset stort på Grand Prix 2000, men melodierne kunne ikke leve op til det imponerende show, de var pakket ind i. Syv sørgelige sjælere fik pulsen ned hos de popglade seere.

Af JAKOB MOLL
Foto: Pressefoto

CENTRUM: Scenen var imponerende og publikum grænsede til det maniske. Michael Carøe var en værre flødebolle... men det vidste vi vel i forvejen. Alt i alt stod Dansk Melodi Grand Prix på spring til at forlade den showsump, som sidste års sørgeligt billige forestilling var det hidtil værste eksempel på.

Grand Prix 2K, og de gamle mænd i DR havde lovet, at der ikke spares på noget i år. Og imponerende så det ud.

Mylle mangler man jo altid. Men værre var, at han tilsyneladende tog popkvaliteten med sig da han stoppede: Årets Grand Prix havde et uoverskueligt og utilgiveligt problem: Sangene var dårlige. Nu ved jeg godt, at "kvalitetsmusik" ikke er det første, der popper i hovedet på folk, når de tænker på de årlige 10 grand-prix melodier. Men de var dårlig grand-prix pop. Det var faktisk kun vinderne - de gråtindede Brødrende Olsen - der kunne præsenterer et omkvæd, som ikke fes ud af hukommelsen, så snart sangen var slut.

Atlantis spøgte

Brødrenes vindersang, "Et Stjerneskud", var popklistret og klam i alt fra panfløjte til fladpandet tekst. Lige som den skulle være. Men af de andre ni var syv sange ubeskriveligt kedelige. Den ene kærlighedsbøvede, halvfesne sjæler fulgte efter den anden, komplet med laaaaaange stavelser og Jeg-æææææælsker-daaaaaj finaler.

Anti-klimakset blev, da ypperstepræsten fra Atlantis (Johnny Sørensen i daglig tale), sang "Den Drømmende By" stort set uden akkompagnement. Den pæne unge mand havde en fantastisk stemme, men der blev givetvis nikket med en del hoveder og muligvis savlet lidt på plejehjemmen rundt omkring i landet.

Svensk Pamela

Men lyspunkter var der. Mylle havde klippet en fremragende tour-de-nostalgi gennem grand-prix-historien. Og man kunne igen undre sig over, at vi aldrig opdagede, hvor grimme 80'erne var.

Den svenske vinder fra sidste år sang sin vindersang, og hun kan faktisk synge, selv om hun er bygget som Pamela Anderson. Det ville i hvert fald undre mig, hvis det blev afsløret at hun var en mand, ligesom det skete for den israelske vinder fra i fjord.

Mayday Mayday

Underholdningsteknisk var højdepunktet uden diskussion, da en noget kikset naboens-datter type fra Herning sang dance-nummeret Mayday Mayday, som vi med garanti ikke har hørt for sidste gang. Pigen kunne ikke synge, de to afdankede dansere var lige så elegante som en halalslagtning på et provinsbibliotek, og fremføringen gik ned i en lavere enhed af pinlig koreografi, gyselige kostumer og en melodi, der kunne drive Bent Fabricius-Bjerre til selvmord. Men for helvede hvor så det sjovt ud.

Det var jo en god aftens underholdning alligevel. Man skulle bare time tissepausen til Michael Carøes pinlige solo-potpourri, som blev tifold værre af at være sammensat af udenlandske hits som "Papa Was a Rolling Stone" og "Lady Marmalade". Den éne gang om året, hvor man kan hellige sig 80'er nostalgi og dansk lavpop, og så spiller de amerikanske sange?

Aftenens joker var hun-værten, sportsjournalisten Natasja Crone Back. Den spinkle pige sprang sidst i programmet op på scenen og sang for i Abba-hittet "Thank You For the Music" - Det gjorde hun bedre end de fleste af deltagerne.

SÅ der er håb for grand prixet endnu. Hvis man for eksempel kombinerer sidste års musikkvalitet med dette års scene. Og hvor er Keld Heick?