Forrygende fødselsdagsfest

FØDSELSDAG: Studenterhuset fejrede sidste uge sin fire års fødselsdag med manér. Der blev disket op med gratis øl, gratis koncerter og gratis god stemning.

Af TOMMY ANDRESEN

CENTRUM: Fødselsdagsugen startede blidt med en reception, hvor der var mennesker, men måske ikke helt så mange som forventet. Det skulle dog ændre sig i løbet af ugen.

Studenterhusets formand, Henrik Jeppesen, er godt tilfreds med ugens forløb:

– Der er i løbet af ugen kommet mange nye mennesker, som vi aldrig har set hernede før, og det er da meget positivt. Vi har haft mulighed for at snakke med dem og fortælle lidt om hvad huset står for.

De gratis koncerter var ganske velbesøgte, ligesom semifinalen i DM i rock havde dobbelt så mange besøgende som arrangementer af den slags normalt tiltrækker. Også Kvis-nait trak mange mennesker til, ikke mindst fordi der var en gratis opvarmningsøl til alle der deltog.

Rekord-aften

Den aften blev en rekord, der har stået i over to år slået. 25 hold deltog i quizzen, hvilket betød flere end hundrede mennesker, der skulle svare på alt mellem himmel og jord.

Studenterhuset beklager sig af og til over, at der ikke kommer nok mennesker på stedet. Men det var der ingen grund til at beklage i den forgangne uge.

– Vi kan ikke klage. Vi er mere end tilfredse, simpelthen fordi det er gået bedre end forventet, fortæller formand Henrik Jeppesen.

Masser af begivenheder

De mange ekstra mennesker der slog vejen forbi Studenterhuset for at fejre fødselsdagen, skal egentlig ikke forvente mindre i den kommende tid. Både Jazz-jam og Kviznait er tilbagevendende begivenheder, og Studenterhuset har meget mere godt at byde på bare i februar måned.

Således tager Nikolaj Nørlund sin guitar med og giver koncert den 19. februar, ligesom makkerparret Wikke & Rasmussen, kendt fra blandt andet Sonny Soufflé Chok Show, underholder dagen før i mere end to timer.


FAKTA OM STUDENTERHUS ODENSE
Hvis du vil videre: www.studenterhus.dk


07/02/00 © Ugejournalen