Mænd er fra Mars og rocken fra Venus

DM-semifinale i Rock
Det vindende band Venus fra København gav sig fuldt ud og imponerede dommerpanelet en tand mere end de andre fire deltagende bands.

MUSIK: Semifinalen i DM i Rock på Studenterhuset lørdag fik en københavnsk vinder. Venus overbeviste dommerpanelet med deres sjove blanding af rock og pop.

Af TOMMY ANDRESEN
Foto: TOMMY ANDRESEN

CENTRUM: DM i rock gæstede Studenterhuset for tredje gang. Og lørdag aften var det alvor. Fem bands dystede om at gå videre til finalen den 26. februar i København. Og vinderne af den odenseanske semifinale skal ikke så langt. De kommer nemlig fra hovedstaden.

Højt niveau

Hvor dommerne i de indledende runde ofte måtte gribe sig til hovedet i fortvivlelse over den lave standard, var der helt andre problemer lørdag aften. De fem bands havde alle noget at byde på, og alle havde sådan set fortjent at få en chance i finalen.

Publikumsopbakningen var naturligvis størst for de to lokale grupper, Sister Hair og Technicolor Dream, men især vinderne formåede at trække publikum med. Det lykkedes ikke mindst fordi Venus’ forsanger kunne føre sin energi ud over scenen.

Publikumsprisen kunne de dog ikke fravride Sister Hair, der allerede har en solid fanbase i Odense. Den har de opbygget gennem adskillige koncerter i den sidste tid, blandt andet ved den indledende runde i DM i rock og Venuefestivalen.

Syrede akkorder og rå rock

Vinderne fra Venus var lige den tak bedre end konkurrenterne. De havde en speciel energi, der forplantede sig til det meste af publikum. Og det var meget svært ikke at undres, men alligevel synes om, deres sjove stil. De blandede den rå rock med rendyrket pop i bedste Suede-stil, og fik lige nogle skæve, men meget spændende, akkorder indover.

I det hele taget var Venus meget velspillende, og det virkede som om de, i forhold til nogle af de andre bands, havde en del år på bagen i øvelokalet. Igen skal forsangeren fremhæves. Han havde virkeligt arbejdet med sin stemme, og kunne for det meste sagtens følge med bandets sjove påfund. Der var dog enkelte steder, hvor de måske skulle have spillet i et lidt lavere toneleje, så sangeren kunne komme med. På den anden side kan det også bare være endnu et påfund fra bandet. Smukt var det under alle omstændigheder.


FAKTA OM DM I ROCK
Info DM i Rock henvender sig til bands, der er sammenspillede og har opnået et niveau, så de ånder de professionelle i nakken.

Konkurrencen bestod af 20 indledende runder landet over med omkring fem deltagende bands i hver. Og det var kun vinderne, der gik videre til semifinalerne. For at gøre finalen i Amager Bio i København til et alvorligt stort brag, vil der blive hyret et stort dansk rock-navn til lejligheden.

De første af de indledende runder blev afviklet i starten af november sidste år, mens finalen finder sted 26. februar i år.

Regler
  • Den aktive spilletid er 25 minutter per band.
  • Samtlige numre skal være selvkomponerede.
  • Deltagerne skal bevæge sig indenfor rock genren - i bredeste forstand.
Hvis du vil videre: www.fajabefa.dk


07/02/00 © Ugejournalen