|
Semesterstart
STUDIESTART: De fleste fortsætter, hvor de slap. Men for nogle er denne uges semesterstart også studiestart. Både universitetet og Ingeniørhøjskolen optager nye ansigter nu.
Af HELLE VINCENTZ JØRGENSEN
ODENSE: Det er tid til at tørre eksamenssveden af panden og julefedtet af munden, for i næste uge starter et nyt semester. For de fleste studerende er det bare en ny start efter en måneds (eksamens)ferie, men på både Universitetet og Teknikum er det første studiedag for nogle. Tekniske forventninger På Ingeniørhøjskolen Odense Teknikum begynder omkring 150 deres ingeniørstudie. I efteråret startede 200 med at læse der, og nu er det næste kuld altså klar til at indstille hjernen på teknik. En af dem, som har sit livs første studiedag, er Mikkel Harboe, der i denne uge begynder sit studie som produktionsingeniør. Jeg er meget spændt på at se, hvad det egentlig er for noget. Men mine forventninger til studiet er ikke så store, fordi jeg ikke rigtig ved, hvad jeg går ind til. Til gengæld har jeg store forventninger til mig selv med hensyn til at få læst, siger Mikkel Harboe. Universitetets falmede drømme På universitetet er medicinstudiet det eneste studie, som har studiestart i februar måned. I denne uge starter omkring 100 nye medicinstuderende. Men selv om det kun er godt 100 af de cirka 1600 studerende universitetet optager hvert år, der starter studie nu, er der alligevel travlt i studenterboghandelen. De 2-3 første uger af februar er vores julesalg. Det er den næsttravleste periode på hele året, kun overgået af september, siger Flemming Johansen fra universitetets boghandel.
|
31/01/00 © Ugejournalen |
|