|
Besøgende nummer 10.000
JUBILÆUM: Ugejournalen har næsten helt ubemærket rundet besøgende nummer 10.000. Den besøgende, der gjorde besøgstallet femcifret, læser Ugejournalen hver uge og mener, at der stadig er mangler i netavisen.
Af ANDERS TYSTRUP
HCØ: To store computere og en seng, der fylder over halvdelen af værelset, springer mig i øjnene, da jeg træder ind på Lars Løgstrup Sørensens lille kollegieværelse. Han sidder som en konge på sin trone i en kontorstol mellem computerne og sengen, der udgør størstedelen af inventaret på værelset. Jeg havde sat den 27-årige datamatiker-studerende stævne, som bor på H. C. Ørstedskollegiet, da han havde været så heldig at være besøgende nummer 10.000 på Ugejournalen siden 6. april sidste år. Jeg læser Ugejournalen hver uge og synes, at det ser rigtig godt ud, fortæller Lars Løgstrup Sørensen. Mangler noget computerstof Han har været fast læser af Ugejournalen lige siden de første spæde skridt blev taget under navnet Ugejournalen Køkken Nyt. Og selvom kollegianeren mener, at Ugejournalen er blevet bedre med tiden, så mangler han stadig en meget vigtig ting. Jeg synes helt klart, at Ugejournalen mangler en computersektion. Det kan godt være, at man ikke kan lave en fast computersektion for studerende, men så kan man lave en computerserie i stil med kollegieserien, foreslår Lars Løgstrup Sørensen, mens Deres udsendte ivrigt noterer kernelæserens idéer ned. Lars Sørensen er oprindeligt fra Dybbøl/Sønderborg i Sønderjylland, hvor han boede sammen med sin far, mor og to yngre søstre. Men i 1993 flyttede han så til Odense på H. C. Ørstedskollegiet og begyndte at læse kemi og matematik på Odense Universitet. Efter to år på studiet valgte Lars at skifte studieretning til anvendt matematik og kemi. Datamatiker på fuldtid Det var heller ikke lige sagen, og i takt med at interessen for computere steg mere og mere, valgte Lars at begynde på datamatiker-uddannelsen på Tietgensskolen. Uddannelsen varer kun to et kvart år, hvilket betyder, at Lars Sørensen kan kalde sig datamatiker allerede fra næste forår af. Og så bliver det spændende at se, om hans drøm om at blive spil-programmør for det store spilfirma, Blizzard, går i opfyldelse. Volleyball i fritiden Men selvom meget af Lars's tid går med at sidde ved computeren, og at han helt ukritisk betegner sig selv som en ægte nørd, har han også tid til at dyrke lidt sport. Han måtte stoppe med at spille fodbold for nogle år siden på grund af en skade, så nu ligger interessen i volleyball for DSIO. Jeg har været oppe og spille i 3. division, men det blev lige en tand for seriøst for mig. Der skal også være plads til en øl eller to efter kamp og træning, forklarer Lars. Og øl bliver der også plads til altså dels gennem volleyball men så sandelig også på Huset, der er H. C. Ørstedskollegiets bar. Så hvis du kunne tænke dig at hilse på den næsten to meter høje datamatiker-studerende, der altså bragte Ugejournalens besøgstal op på 10.000, går du nok ikke helt forkert på Huset i weekenderne.
|
24/01/00 © Ugejournalen |
|