Vi er fremtidens tåber

KLUMMEN: Vi er den sidste generation, der ikke er født i et hjem med computer. Om 10 år får vi et problem. Der kommer nutidens folkeskoleelever nemlig ud på et arbejdsmarked, hvor IT betyder alt. Og det bliver deres marked.

Af JAKOB MOLL

Vinderen af den første runde i DM i Quake var en 13-årig dreng. Omkring ham stod en flok 25-årige karrierequakere med colaånde og store, forbavsede øjne. Hvordan kunne han vinde? Han havde en rangle i flaben dengang Wolfenstein revolutionerede det voldelige computerspil. Han, en knøs, der stadig legede med klodser under Doom-feberen?

Svaret er enkelt. Han er født med det. Han og de fleste af hans jævnaldrende er vokset op i et hjem med computere. De har gået på fritidshjem med internetadgang, og de har brugt computere til skolearbejdet fra den første stil, om hvad de lavede i deres sommerferie.

Hvis du er studerende, kommer du med sikkerhed til at hade dem. Vi er den sidste generation, der ikke blev født med informatonsteknologien. En teknologi, som ude i den virkelige verden stille og roligt finder vej til hvert eneste hjørne af samfundslivet.

Og vi skal nyde de år, vi har som eksperter. For om 10 år, når den nye generation finder vej til arbejdsmarkedet, har vi lige så stor chance for at følge med dem, som din mormor har for at sætte timer'en på videoen.

Kan vi ikke bare lære det? Nej. Det er ligesom med fransk. Uanset hvor mange år du går på aftenskole, bliver du aldrig så god som dem, der født med et baguette under armen.

Lige nu, i et computerlokale på et af landets universiteter sidder en studerende og kæmper sig gennem "Excel 2000 for alle". Prøv at sætte hans (eller måske snarere hendes) lillebror med den samme opgave. Det kan godt være, at han ikke aner, hvad en logaritme er. Men han kan garanteret få computeren til at regne den ud.

Vi bliver stille og roligt samfundets teknologisk tåber. Vi bliver de besværlige medarbejdere, der skal bruge et halvt år på at lære firmaets nye system, mens vores yngre søskendes generation har travlt med at bruge det.

Hvad gør man så? Kæmp imod og forbered dig. Lad være med at gøre som din mor og tænke "hvad skal jeg bruge det til?". Prøv at sætte dig ind i computerens tankegang. Læs IT-sektionen. Surf på Internettet, selv om du synes, det er kedeligt. Installér programmer, du slet ikke skal bruge.

Og når den 13-årige quakemester til sin tid arbejder i kontoret ved siden af: Bliv venner med ham. Sørg for at han altid er i nærheden til at hjælpe dig med systemet. Og slet for Guds skyld hans systemfiler når han er ude i byen.


24/01/00 © Ugejournalen