Jesper Nordin og hans faste partner gennem 15 år - valhornet.

KLASSISK: Odense Symfoniorkester har en belægning på 90 procent til deres koncerter. Men der er ikke mange unge blandt publikum på trods af, at man kan få studenterbilletter til 50 kroner.

Af DORTE LIND
Foto: DORTE LIND

CENTRUM: Klokken nærmer sig otte på uret i Odense Koncertshus’ foyer og glassene tømmes for den populære lyserøde velkomstdrink. Vi er blandt de yngste i mængden, der venter på at høre Odense Symfoniorkester spille Leningrad-symfonien af Sjostakovitj. Koncerten er sat til at vare halvanden time. Jeg skæver nervøst til min specielt indbudte ledsager, som aldrig har været til klassisk koncert før.

– Skal vi ikke ha’ nogle pinocchiokugler, spørger han.

Men det når vi ikke, før strømmen af slipseklædte og brochebærende koncertgængere fører os ned i koncertsalen.

Lyden er anderledes

Odense Symfoniorkester har 53 år bag sig og er i dag et af landets bedst besøgte. Abonnenter i aldersklassen over 40 år tegner sig for den største del af de besøgende. Men selvom der ikke er det store behov for at hverve nye kunder, betragtes de unge alligevel som en målgruppe.

– Det er min opfattelse, at unge er blevet mere opmærksomme på den klassiske musik, fortæller Marianne Granvig, informationschef i Odense Symfoniorkester.

Hun pointerer, at det er noget helt andet at gå til koncert end at sætte en klassisk cd på anlægget derhjemme.

– Lyden er bare så anderledes end den, der kommer ud af højtalerne, forklarer hun.

– Der er en stemning i salen, som man bliver del af.

En hvirvelvind af musik

I koncertsalen lader vi os synke ned i de blå sæder. Stilheden sænker sig. Frem fra flokken af pingviner, der har indtaget deres pladser på scenen, kommer en dirigent med samme næse som H. C. Andersen til syne. Han bukker ydmygt, men arrogancen er ikke til at tage fejl af.

Med sin hvide taktstok lokker han de første toner ud af orkestret. Strygernes synkrone buestrøg genopliver historien om Leningrad. En brachist med Beethoven-hår er lige ved af flyde over af inderlighed.

Lilletrommen insinuere med taktfaste slag en militær march. En aggressiv xylofon, hvis lige ikke ikke hørt siden musiktimerne i folkeskolen, blander sig med rytmen fra en tamborin. Musikken bliver voldsommere og voldsommere.

Bassisterne saver sig gennem stykket. Fingrene løber ned over de glødende strenge.

Dirigenten vifter nu som en vanvittig med armene. Faren for, at han skal lette fra podiet, er overhængende. Jeg suges ind i en kraftig hvivelvind af musik. Mit hjerte banker hurtigere, og mine kinder brænder.

Ikke bange for det patetiske

Intensiteten aftager og i blæsersektionen tørres sveden af panden.

– Når man ikke spiller, sidder man og lytter til de andre, fortæller Jesper Nordin på 24 år. Han har spillet valdhorn i 15 år. Læberne er svulmende og røde.

– For at lytte til klassisk musik må man ikke være bange for at føle, forklarer Jesper.

– Man må ikke være bange for det patetiske.

Folkets hyldest

Kraftige horn, som de fleste juleengle må misunde, gør afslutningen påtrængende pompøs. Dirigenten breder armene ud og lader sig hylde. Klapsalverne vælter ned over ham og orkestret.

Min ledsager, der ikke har sagt noget de sidste tyve minutter, vågner pludselig op til dåd.

– Nej, hvor er hun sød, hende der.

En ung skønhed klædt i sorte flagrende gevandter med en violin i hånden forlader scenen. Hun har siddet gemt bag dirigenten under koncerten. Jeg spørger forsigtigt, hvad han ellers synes.

– Det er nok ikke noget, jeg lige vil gøre igen med det første, tilstår han.

– Jo, måske hvis jeg skulle imponere en pige.