Forrygende Rocky Horror Show

ANMELDELSE: Odense Congress Center forvandledes torsdag til et abehus, hvor ris og vand fløj gennem luften. Kultmusicalen "The Rocky Horror Picture Show" gæstede denne ene aften Odense.

Af TOMMY ANDRESEN

SYDØST: – Boring! Boooooring!, skriger min sidemand af sine lungers fulde kraft.

Fortælleren er gået på scenen, og det er kotume ikke at lade ham komme til orde. Men ellers er der bestemt ikke noget kedeligt over forestillingen denne aften i Odense Congress Center. Snarere tværtimod. Publikum skal være med i forestillingen, ellers så dør den fuldstændigt. Og vi gør det så godt vi kan.

En tynd Meat Loaf

Inden den fyldige sanger endnu var på sit kraftigste, medvirkede han i filmen, som opstod efter premieren på musicalen. Efter nogen tid i ubemærkethed tog både musicalen og filmen kraftig revanche, da den opnåede kult-status. De færreste havde prøvet at kunne medvirke i selve forestillingen ved at smide ris på scenen og oversprøjte hinanden med vandpistoler.

Endnu er det et sjældent syn, og det var mere end tydeligt, at en stor del af publikum ikke lige havde undersøgt rammerne, inden de kom. De midaldrene kvinder og mænd, der kom i deres stiveste puds, var et oplagt mål for vandpistolerne. Og de blev ramt. Så meget, at en fuldstændig gennemblødt herre i fint jakkesæt i pausen bemærkede, at det da var utroligt, at de "unge mennesker" ikke kunne opføre sig kultiveret.

Overdådigt dragshow

The Rocky Horror Picture Show er i sig selv en ganske banal kærlighedshistorie, med det lille ekstra pift, at hovedpersonen Frank kommer fra en anden planet og både er til mænd og kvinder. Nå ja, og så kan han godt lide at gå i kvindeundertøj. Hver mand sin lyst, men undertegnede behøver ikke se flere dragdronninger i lang, lang tid.

– Dr. Scott!, lyder det fra scenen.

– Who?, brøler størstedelen af publikum som svar.

Endnu en af de måder, som publikum involveres i showet på. Og det er ganske fornøjeligt. Førstegangsbesøgende morer sig kosteligt, mens ægte kulttilhængere elsker de små improvisationer, der kommer i løbet af aftenen.

Som da hele musicalen stoppede, fordi publikum glemte at råbe "who". Frank gik midt ud på scenen, og øvede med publikum, lige indtil vi alle var med. Sjovt og underholdende, ikke mindst fordi man så, at skuespillerne også nød disse små afbræk.

Judgement time

Udover de fornøjelige indslag med publikums virken, blev alle fremmødte budt på en ganske underholdende aften. Skuespilspræstationerne var ganske fine, uden at være prangende. Det var ret tydeligt, at Odense blot var et stop på en længere turné hele Europa rundt. Frankrig, Tyskland og Benmeluxlandene har allerede haft fornøjelsen, mens de øvrige nordiske lande i skrivende stund kan tage del i festlighederne.

Et godt råd ville være, i stedet for at læse dette, selv at gå ud for at se musicalen. Men da den kun spillede én aften i Odense, må du tage til det store udland for den oplevelse. Stykket kører fortsat i London for fulde huse uden udsigt til, at det tages af plakaten foreløbig.

Et andet godt rå er så, at hvis du får muligheden for at se showet, skal du sørge for at have udstyret i orden. Medbring ris, fyldte vandpistoler, aviser, lightere og paraplyer. Uden disse remedier er du fortabt. Ejere af vandpistoler vil kaste sig over dig, som frådende ulve over et lille lam.


06/12/99 © Ugejournalen