Striberne tabte to point

Nicolaj Wael
Nicolaj Wael efter sin flotte scoring mod Brøndby.

POINT-TAB: Med en ellers sikker 1-0-føring og en mand mere på banen end modstanderen, satte OB alligevel en sejr over styr i kampens slutning og måtte nøjes med 1-1 hjemme mod Brøndby.

Af JACOB ANDERSEN
Foto: ANDERS TYSTRUP

FODBOLD: Fyns fodboldslagskib, OB, går en mørk og skummel vinterpause i møde. Både økonomisk og sportsligt ser det efterhånden meget alvorligt ud for den ambitiøse superligaklub, som i lørdagens kamp mod Brøndby smed tre sikre points væk og dermed kun opnåede 1-1.

OB spillede ellers en glimrende kamp, hvor der blev fightet om hver en centimeter af græstæppet. OB havde mange stamspillere skadet og stillede derfor op med mange unge nye spillere. Folk som Morten Panduru og Morten Rasmussen gjorde det aldeles fremragende.

Det var derfor fuldt fortjent, at Nicolaj Wael få minutter før pausen bragte OB foran på et dejligt mål, hvor Brøndbyspillerne faldt som fluer for "Waelens" driblinger. Også i anden halvleg styrede OB begivenhederne, og da Brøndbys Mikkel Jensen cirka 20 minutter før tid blev udvist for at være lidt for ivrig med albuen, troede man, at OB-sejren var i hus.

Rutinerede brøndbyere

Men nej Brøndbys rutine og evne til at hive sig op ved hårrødderne blev udslagsgivende i sidste ende. Seks minutter før tid rev den netop indskiftede Peter Graulund sig fri af OB's forsvar og plantede bolden fladt og sikkert forbi Lars Høgh.

OB's rutinerede keeper spillede for øvrigt sin kamp nummer 801 for de stribede. Et yderst imponeret tal i en tid, hvor penge i den grad har erstattet værdier som klubfølelse. "Høgen" blev da også fejret på flot vis af OB's fanklub, som foldede et gigantisk banner af Mr. OB ud over den ene tribune.

Ærgerligt OB!

OB må ærgre sig til de bliver helt stribede i hovedet over pointtabet og må erkende, at flot fodboldspil i 80 minutter er 10 minutter for lidt, hvis man vil begå sig i den sjove ende af superligaen. Truppen er bred og talentfuld, men det kniber gevaldigt med at afgøre kampene.

Derfor ligger OB nu kun lige over stregen og må således tilbringe vinterpausen i selskab med det grimme nedrykningsspøgelse.

Stillingen efter alle efterårets kampe

SUPERLIGAEN, stilling
  Kampe Mål Point
1 Herfølge 18 32-23 37
2 Brøndby 18 31-19 31
3 Silkeborg 18 34-17 29
4 Lyngby 18 30-27 29
5 AaB (M) 18 30-22 28
6 Viborg 18 25-25 28
7 AB (P) 18 28-22 27
8 FC København 18 19-17 24
9 AGF 18 18-29 18
10 OB (O) 18 15-25 17
11 Esbjerg (O) 18 18-35 14
12 Vejle 18 17-36 12


29/11/99 © Ugejournalen